-
El
-
VVS
Bravida har tilsluttet sig Solsikkeprogrammet, der er en måde at favne både medarbejdere og besøgende med usynlige handicap.
Et brækket ben i gips er ret nemt at få øje på, men hvordan gør man opmærksom på et usynligt handicap?
Svaret er en solsikkesnor, som Bravida nu tager i brug for at give plads til både medarbejdere og besøgende, der har handicap, som ikke lige er så lette at få øje på ved første øjekast.
- Vi er over 3000 medarbejdere, og vi er alle forskellige - derfor vil vi gerne give den ekstra tryghed, samt signalere at vi har plads til alle uanset handicap eller udfordringer. Vi ønsker at være tilgængelige og inkluderende, også selvom man har et usynligt handicap, så det giver kun mening, at vi nu også er en del af Solsikkeprogrammet, siger HR-chef Tinne Bertelsen fra Bravida Danmark i en pressemeddelelse.
Opfundet i lufthavn
Det er ikke et koncept, installationsvirksomheden selv opfundet. Solsikkeprogrammet og Solsikkesnoren blev skabt i 2016, da Gatwick Lufthavn i London ønskede at give passagerer med usynlige handicap en bedre og mere tryg rejseoplevelse. Det kan for eksempel være personer med hjerneskade, angst, ADHD, tourettes, autisme og demens. Snoren kan bæres af både børn og voksne.
- Solsikkesnoren signalerer tydeligt til omverdenen, at man kan have behov for lidt ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Derfor er vi glade for, at Bravida nu er en del af Solsikkeprogrammet, og dermed er med til at synliggøre det usynlige, samt at deres medarbejdere står klar til at vise hensyn, udtaler Stine Marsal, der er Nordic Regional Director for Solsikkeprogrammet.
HR-chef Tinne Bertelsen fra Bravida Danmark med solsikkesnoren.