-
El
-
VVS
Bravida har overtaget HP El-service og KT Elektric A/S med en omsætning på henholdsvis 20 millioner kroner og 268 millioner kroner sidste år.
Nye installationsvirksomheder er på vej ind i folden hos Bravida Danmark A/S. Det drejer sig om midtjyske HP El-service A/S og KT Elektric A/S, der holder til i henholdsvis Aalborg og Storkøbenhavn.
Sidstnævnte beskæftiger omkring 250 medarbejdere og havde sidste år en omsætning på 268 millioner kroner.
- KT Elektric A/S er kendt for at have et rigtig godt omdømme i markedet med en meget kompetent og loyal medarbejderstab. KT Elektric besidder stærke projektkompetencer med langvarige relationer til kunderne, og så har de en stærk serviceforankring i Aalborg-området, hvor Bravida er knap så toneangivende. Samtidig har de evnet at udvikle deres CTS-kompetencer og kunder betydeligt de seneste år, hvilket harmonerer rigtig meget med Bravidas store ambitioner på dette område, udtaler Johnny Hey, adm. direktør hos Bravida Danmark, i en pressemeddelelse.
Købet er betinget af, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan sige god for handlen. Forventningen er, at virksomheden i givet fald kan blive en del af Bravida fra den 1. september i år. Indtil da fortsætter virksomheden under sit nuværende navn på uændrede vilkår.
Køle-kompetencer
HP El-service A/S er en virksomhed af mindre skala i forhold KT Elektric, men ikke desto mindre er det en vigtig brik i Bravidas strategi. Den midtjyske virksomhed beskæftiger sig primært med industriservice inden for blandt andet el- og køleinstallationer, men servicerer både erhvervs- og privatkunder i hele Jylland indenfor disciplinerne industriinstallationer, bygningsinstallationer, teledata, alarmer, termografering, energivejledning og meget mere.
- HP El-service er en virksomhed med en god og solid historie og et godt ry i lokalområdet. Med købet styrker vi vores position i Midtjylland på elområdet. Derudover besidder medarbejderne nogle kølekompetencer, der bevirker, at Bravida nu dækker køleområdet på tværs af Jylland, lyder det fra Klaus Villefrance, regionsdirektør for Region Nord i Bravida.
Integrationen af virksomheden over i Bravida Danmark A/S sker den 7. juni 2022.
Fra venstre: Lars Lynderup Hansen (Bravida), Klaus Villefrance (Bravida) og Ib Aarup (HP El-service)