-
El
Bravida Danmark køber virksomheden Insight Building Automation, som er specialiseret inden for bygningsautomatik og CTS-anlæg.
Med øjebliklig virkning overtager Bravida Insight Building Automation, der har afdelinger i Silkeborg og Roskilde og beskæftiger 22 medarbejdere.
Virksomheden er en af Danmarks største leverandører af avancerede CTS-systemer og tilbyder kvalitetsløsninger til styring og overvågning af bygningstekniske anlæg som ventilationsanlæg, varmeanlæg, brugsvandsstyringer og lysstyringer.
Administrerende direktør i Bravida Danmark, Johnny Hey, pointerer i en pressemeddelelse, at Bravida med købet af Insight Building Automation opruster kompetencerne indenfor rådgivning, styring og overvågning af bygningstekniske anlæg.
–Vi glæder os over at kunne overtage en veletableret specialistvirksomhed, som arbejder med at kombinere innovative idéer med de nyeste tekniske muligheder. Købet understøtter samtidigt vores strategi om at tilbyde vores kunder alt fra det enkle til de komplekse koncept- og systemløsninger, gerne understøttet af vores eksisterende fagydelser indenfor el, vvs, køl, ventilation, sprinkler og sikring, siger Bravida-direktøren.
Mange specialister
Direktør i Insight Building Automation Brian Steen Hansen ser købet som et naturligt skridt:
– Vores største aktiv i Insight Building Automation er vores dygtige specialister, der har mange års erfaring inden for branchen. Det har for os været naturligt, at vi på et tidspunkt skulle blive en del af en større teknisk organisation, og vi har vurderet at potentialet for vækst bedst kan forløses, ved at blive en del af en af Danmarks største installationsvirksomheder.
Samtlige 22 medarbejdere i Insight Building Automation fortsætter i deres nuværende roller med administrerende direktør Brian Steen Hansen som ansvarlig for aktiviteterne. Integration af virksomheden over i Bravida sker senere i 2019, hvilket i praksis betyder, at virksomheden indtil videre forsætter under nuværende vilkår.