-
El
Daniel Mathias Nielsen, som har modtaget TEKNIQ Arbejdsgivernes installatørpris, harformået at tage deltidsuddannelsen AU i EL-installation sideløbende med sit faste arbejde hos Bravida.
En overrasket Daniel Mathias Nielsen modtog for nylig TEKNIQ Arbejdsgivernes installatørpris, da han og studiekammeraterne på AU i EL-installation dimitterede fra Erhvervsakademi Dania i Randers. Prisen er bemærkelsesværdig – ikke mindst fordi Daniel Mathias Nielsen som en af de første har taget uddannelsen, sideløbende med at han har passet sit arbejde som projektleder hos Bravida i Randers.
- Det at komme i centrum på den måde er ikke noget, jeg er vant til. Men det er da helt sikkert noget, jeg er superstolt over og et bevis på, at jeg har præsteret noget, sagde den 32-årige prismodtager og fortsatte:
- Vi er det første hold her på skolen, der har taget uddannelsen på deltid. Og havde det ikke været en mulighed, så tror jeg ikke, jeg havde gjort det. To år på SU, det havde ikke fungeret. Men man må altså ikke undervurdere arbejdsbyrden, når man både læser og arbejder samtidig, sagde Daniel Mathias Nielsen.
Succes med deltidsuddannelse
- Daniel er en meget ansvarsbevidst person. Det er nok også derfor, han har fået så godt et snit. Det har betydet rigtig meget, at han har kunnet arbejde ved siden af. Og vi har faktisk ikke kunnet mærke, at han har været under uddannelse. Han har formået at passe både studie og job – og hans frivillige arbejde som brandmand. Derfor er vi heller ikke nervøse for, hvordan det skal gå, hvis andre af vores medarbejdere har lyst til at tage deltidsudddannelsen, sagde Anders Tang, distriktschef hos Bravida.
God folk kan ikke undværes
Prisen blev overrakt af Torben Larsen, direktør for Larsen Installation i Viby og bestyrelsesmedlem i brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne, der står bag prisen.
- I har nok allerede fornemmet, at I er efterspurgte, og at der er brug for jer ude i virksomhederne. De opgaver, vi løser i branchen, bliver hele tiden mere komplekse og teknologitunge, og derfor vil I også opleve, at der bliver stillet store krav til jer, sagde Torben Larsen, da han holdt tale for dimittenderne, og uddybede:
- Som virksomhedsejer ved jeg, hvor svært det er for en arbejdsplads at undvære gode folk. Det har stor værdi – både for jer selv, men i særdeleshed også for jeres arbejdsplads – at I ikke har været helt væk fra dagligdagen. Tidligere var der kun én måde at opnå den fulde autorisation på, og det var via to års fuldtidsstudier og to år på SU. Det har deltidsuddannelsen heldigvis lavet om på, sagde Torben Larsen.
For Daniel Mathias Nielsen, der fik installatørprisen for et imponerende karaktergennemsnit på 10,25, rækker ambitionerne dog endnu videre.
- Jeg er superglad for Bravida, og jeg føler, at mine evner og muligheder får en chance for at blive udviklet her, hvor jeg er med til at projektere og finde løsninger. Det ser jeg frem til at gøre endnu mere, og så har jeg da planer om at fortsætte med at gøre mig selv dygtigere – for eksempel ved få bygget økonomi, projektleder og jura på min kompetencer, fortalte han.
[caption id="attachment_43391" align="alignnone" width="600"] oznor[/caption]