-
El
-
VVS
Bygge- og anlægsbranchen har en særlig høj forekomst af seksuel chikane og andre krænkende handlinger. Derfor sætter Arbejdstilsynets ekstra fokus på disse brancher med en målrettet vejledningsindsats.
Arbejdstilsynet sætter ind med en målrettet vejledningsindsats, der skal hjælpe virksomhederne i branchen med at forebygge krænkelser. Det sker, fordi Arbejdstilsynet vurderer, at bygge- og anlægsbranchen er en af de brancher, som har en relativ høj forekomst af seksuel chikane og andre krænkende handlinger.
– Der er kommet større fokus på seksuel chikane i Danmark i de seneste år. I Arbejdstilsynet vil vi være med til at støtte op om den udvikling ved i højere grad at hjælpe virksomheder med at forebygge, at seksuel chikane og andre krænkende handlinger opstår på arbejdspladsen, siger tilsynschef Lars Toft Pedersen.
Vil motivere til forebyggelse
Når Arbejdstilsynets tilsynsførende besøger virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen, vil de, ved siden af det almindelige grundtilsyn, motivere til at forebygge seksuel chikane og andre krænkende handlinger ved at informere om emnet, give gode råd og pege på relevante værktøjer.
– Tilsynsførende oplever, at man i virksomheder har svært ved at tale om seksuel chikane og andre krænkende handlinger. Det er en stor barriere, hvis problemet skal forebygges, fordi vi alle har forskellige grænser for, hvad vi oplever som krænkende. Et vigtigt første skridt er at tage snakken om grænser, god adfærd og omgangstone på ens arbejdsplads. I vejledningsindsatsen vil vi blandt andet inspirere til at sætte den dialog i gang, fortæller Lars Toft Pedersen.
Lone Alstrup, der er chefkonsulent på arbejdsmiljøområdet, i TEKNIQ Arbejdsgiverne hilser Arbejdstilsynets indsats velkommen, men understreger, at det er et frivilligt tilbud:
– Hvis man ikke er interesseret i vejledning fra Arbejdstilsynet, kan man bare sige nej. Det er frivilligt om man vil deltage. Det kan jo værre, at behovet ikke er til stede, eller man foretrækker at modtage vejledning fra andre aktører, siger Lone Alstrup.
Læs også: Det er ledelsens opgave at forhindre sexisme
Find gode råd og værktøjer til at forebygge og håndtere seksuel chikane og andre krænkende handlinger på Arbejdstilsynets hjemmeside. Der er råd til arbejdsgivere, ledere, nøglepersoner i arbejdsmiljøarbejdet, kollegaer og medarbejdere.