-
VVS
Efter nogle års corona-pause blev Københavnermessen afholdt i Brøndby Hallen, hvor vvs-branchens nye og ældre medlemmer i hovedstadsområdet fik inspiration og ny viden hos leverandørerne.
Der var lang kø til at komme ind på AO’s stand på Københavnermessen i Brøndby Hallen torsdag den 4. maj.
Det gjaldt blandt andre for Farettin Tupal, der er i lære hos NOG Varme & VVS Teknik i Rødovre.
- Hos AO spurgte jeg blandt andet til, hvilke krav de stiller til deres AO 365-koncept. Men i det hele taget er der mulighed for at lære noget her på messen, sagde Farettin Tupal, der om en måned er udlært vvs-energispecialist fra Roskilde Tekniske Skole.
Herefter fortsætter han på installatør-uddannelsen og ser derfor en værdi i at få mere viden fra branchen med hjem. Han var en af de omkring 450 erhvervsskoleelever, der var kørt i busser til messen. Andre havde taget fri fra en travl hverdag for at få inspiration og hilse på kolleger fra branchen. Det gjaldt blandt andre Per Blok, der til daglig driver Dragør VVS ApS.
- Det er rigtig dejligt at kunne komme fysisk ud på messe igen. Man får nogle nye input og bliver opdateret på nye regler og produkter. Helt konkret har jeg blandt andet forhørt mig om nogle certifikater hos Geberit. Men derudover er det også bare en god mulighed for at møde netværk og kolleger fra branchen, sagde Per Blok.
Udskudt flere gange
Københavnermessen blev afholdt første gang i 2018 som et supplement til den landsdækkende vvs-messe, der foregår i ulige år. I 2020 satte coronaen en brat stopper for planerne, så derfor var det første gang i fire år, messen blev afholdt. Det glædede Københavns Blikkenslager- og VVS Laug, der er arrangør af messen.
- Vi har været meget spændte på det. Coronaen har gjort, at folk har fundet ud af, at man ikke altid behøver at mødes, men vi har også stadig brug for det fysiske møde. Derfor håber jeg, at medlemmerne kan se den værdi, vi skaber for dem her på messen, sagde Søren Schmidt, formand for Københavns Blikkenslager- og VVS Laug.
Der var omkring 1000 besøgende på endags-messen i Brøndby. Messen skal ifølge planen afholdes om to år igen, men den endelige dato er ikke fastsat.