-
El
-
VVS
Danskerne er vilde med at energirenovere, viser ny undersøgelse, der peger på økonomi som den største motivationsfaktor. Klimagevinster lander på en femteplads.
Varmepumper og solceller bliver installeret i hobetal i jagten på at trække samfundet i grønnere retning, men der skal først og fremmest være en økonomisk gevinst forbundet med det. Sådan lyder det i ny undersøgelse blandt danske husejere, som Energistyrelsen har fået lavet.
Her bliver de blandt andet spurgt til, hvad der kan motivere dem til at energirenovere. 78 procent svarer, at økonomien spiller en rolle. Herefter følger ønsket om at øge boligens værdi, sikre større komfort. Først herefter melder ønsket om at frigøre sig fra russisk gas, mens ønsket om at gøre noget godt for klimaet kommer på femtepladsen på prioriteringslisten.
Hver femte har skiftet varmekilde
I løbet af det seneste år har hver fjerde danske husejer lavet energiforbedringer i boligen, hvor halvdelen af dem har sat nye vinduer i huset. Hver femte har udskiftet varmekilde – blandt andet en varmepumper. 16 procent overvejer at skifte energikilde i løbet af det kommende år, mens 20 procent overvejer andre energiforbedringer.
- Det er positivt, at så mange husejere energiforbedrer deres bolig. Energiforbedringer bidrager nemlig til et lavere energiforbrug. Over tid kommer det den enkelte husejer til gode i form af lavere energiregninger. Men det kommer også samfundet til gode, da et lavere energiforbrug bidrager til, at den danske energiforsyning ikke kommer under pres, siger Stine Leth Rasmussen, der er vicedirektør hos Energistyrelsen, i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen er gennemført af Nordstat fra den 29. august til 12. september 2022 blandt 2.000 repræsentativt udvalgte danskere mellem 18 og 75 år.
Undersøgelsen:
Har du inden for de seneste 12 måneder foretaget nogen form for energiforbedring af din bolig? Fx udskiftet/renoveret tag, ydervægge, isolering af gulv, vinduer eller opvarmningsform i jeres hus
o Ja (27 procent)
o Nej, men jeg har overvejet det (31 procent)
o Nej, og jeg har heller ikke overvejet det (41 procent).
Overvejer du inden for de næste 12 måneder at foretage energiforbedringer af din bolig? Fx udskifte/renovere tag eller vinduer, isolere ydervægge eller gulv eller skrift energikilde
o Ja, jeg overvejer at skifte varmekilde til en mere energieffektiv løsning (f. eks. varmepumpe, fjernvarme mv.) (16 procent),
o Ja, jeg overvejer at gennemføre energirenoverende tiltag på min bolig (f.eks. nye vinduer, øget isolering mv) (20 procent)
o Nej (64 procent)
Hvad kan motivere dig til at investere i energiforbedringer af din bolig? Fx at udskifte/renovere tag, ydervægge, isolering af gulv, vinduer eller opvarmningsform i jeres bolig (Vælg gerne flere svar)
o At spare penge (78 procent)
o At øge værdien af min bolig (44 procent)
o At øge komforten i min bolig (35 procent)
o At reducere Danmarks afhængighed af energi fra Rusland (34 procent)
o At gøre noget godt for klima og miljø (33 procent)
o At bidrage til at Danmarks energiforsyning ikke kommer under pres (25 procent)
o Der er ikke noget, der kan motivere mig til at foretage energiforbedringer af min bolig (5 procent)
o Andet (3 procent)
o Ved ikke (5 procent)
Kilde: Nordstat/Energistyrelsen