-
El
-
VVS
Økonomien er den altafgørende faktor, når de danske boligejere overvejer, om det er tid til at energirenovere deres boliger. Det viser helt nye tal fra Bolius. Ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne understreger det behovet for velfungerende støtteordninger, hvis regeringens CO2-ambitioner skal opfyldes.
Omkring 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug stammer fra bygninger. Alligevel tøver mange danskere med at energirenovere deres boliger. Og det er økonomien, der er den helt store stopklods. Det viser nye tal fra Bolius’ årlige boligejeranalyse, som netop er blevet offentliggjort.
I den er godt 4.500 boligejere blandt andet blevet bedt om at svare på, hvilke barrierer der forhindrer dem i at igangsætte energirenoveringer. Hele 45,6 peger på økonomien og størrelsen af den krævede investering som en barriere, 19,6 procent på for lang tilbagebetalingstid og 20,7 procent på manglende tid.
– Det viser med tydelighed, at økonomien er en afgørende faktor, og at danskerne har brug for en grøn gulerod, hvis de skal bidrage med at realisere de grønne ambitioner, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Energirenovering koster
Analysen fra Bolius viser da også, at langt de fleste boligejere kun bruger et begrænset beløb på at energioptimere deres bolig. 51,7 procent har således brugt fra 1-9.999 kroner på energioptimeringer i 2018, mens 25,2 procent har brugt fra 10.000-29.999 kroner.
– Vi ved, at rigtig mange boliger har brug for en gennemgribende energioptimering, og den slags koster. Derfor er det helt naturligt, at en stor del af landets boligejere tøver med at sætte handling bag de gode intentioner, siger Simon O. Rasmussen.
Langt den største del af energieffektiveringerne betales af boligejerne selv, og sådan bør det ifølge Simon O. Rasmussen også være. Men der er brug for, at man fra politisk side hjælper boligejerne i gang.
– Én løsning kunne være at udvide den eksisterende boligjobordning, så den fokuseres på energi og klima og også kan anvendes til materialer og ikke kun arbejdslønnen. En anden er sammensætningen af en mere velfungerende energispareordning, som er til at finde hoved og hale i for både boligejerne og dem, der skal installere de grønne løsninger, siger Simon O. Rasmussen og uddyber:
– Ifølge analysen fra Bolius peger cirka 18 procent på, at problemerne med at overskue området er en barriere i sig selv. Derfor skal boligejerne hjælpes bedst muligt på vej – både af de fagfolk, som skal levere de ønskede løsninger, men i høj grad også ved at gøre støttemulighederne bedre og mere overskuelige. Hvis ikke det sker, bliver det svært at nå regeringens ambitiøse mål for en reduktion af CO2-udledningen, siger Simon O. Rasmussen.