-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Størstedelen af al selskabsskat kommer som frivillige indbetalinger og satte rekord for 2023 med over 70 mia. kr. Men fastsættelse af rentesatserne for frivillige indbetalinger af selskabsskat bør ske tidligere, så man kan optimere økonomien, påpeger BDO.
Ifølge en ny publikation fra Skattestyrelsen er den samlede selskabsskat for indkomståret 2022 foreløbig opgjort til godt 94 mia. kr. Det er det næsthøjeste nogensinde, men dog noget mindre end for rekordåret 2021, hvor den samlede selskabsskat udgjorde 112 mia. kr. (2022-niveau).
Langt det meste selskabsskat betales ikke overraskende af de største virksomheder. For 2022 er 57 % af den samlede skat således fordelt på kun 100 koncerner. De udgør kun lige over 1 promille af de omkring 87.000 selskaber, fonde og foreninger, som det samlede beløb er fordelt på. Novo Holdings A/S var igen den største betaler af selskabsskat med et beløb på 8,7 mia. kr. Blandt de øvrige store betalere for 2022 var i øvrigt ikke overraskende en lang række energihandlere.
Frivillige indbetalinger
Selskabsskatten for indkomståret 2024 opkræves i to rater, der skal betales henholdsvis den 20. marts og den 20. november 2024. De ordinære rater kan suppleres med frivillige indbetalinger på samme datoer eller senest den 1. februar 2025. Det vælger mange at gøre. Faktisk indbetales størstedelen af al selskabsskat som frivillige indbetalinger.
For indkomståret 2023 beløb de samlede frivillige indbetalinger sig ifølge oplysninger fra Skattestyrelsen til hele 70,4 mia. kr., hvilket er rekord og i øvrigt indikerer, at den samlede selskabsskat for 2023 måske også kommer til at sætte rekord. De frivillige indbetalinger for sidste år fordelte sig således:
Hvornår er det bedst?
Det optimale tidspunkt for frivillig indbetaling kan ikke bestemmes med sikkerhed, fordi størrelsen af de rentetillæg og -fradrag, som gives eller skal betales ved den slags, først fastsættes til december. Reglerne er nemlig således:
- En frivillig indbetaling den 20. marts 2024 belønnes af staten med en skattefri rentegodtgørelse, der for indkomståret 2023 udgjorde 0,9 %.
- Ved en frivillig indbetaling den 20. november 2024 skal der betales et ikke fradragsberettiget rentetillæg, der for 2023 udgjorde 0,9 %.
- Udskydes en frivillig indbetaling til den 1. februar 2025 vil der også skulle betales et ikke-fradragsberettiget rentetillæg, der i år udgjorde 1,5 %.
Hvis summen af de ordinære og frivillige indbetalinger mv. ikke er tilstrækkelige til at dække den fulde selskabsskat for året, opstår der restskat. Den skal betales den 20. november 2025 sammen med et ikke-fradragsberettiget restskattetillæg, der senest udgjorde 7,7 %.
Du kan læse mere om renteovervejelserne i denne publikation. Som det fremgår heraf, er frivillig indbetaling i marts som udgangspunkt kun interessant for selskaber med overskudslikviditet eller med en pænt lav lånerente.