-
Beslagsmede
På beslagsmedeuddannelsen i Kolding har det nuværende elevhold som det første fået input fra to aktive beslagsmede under opholdet. Kurt Westergaard fra Vojens har været med holdet ude at sko – og Tobias Villsen har været på skolen og har her suppleret faglærer Niels Thekilde i undervisningen.
Ordningen bliver modtaget positiv hele vejen rundt. Faglæreren er eksempelvis glad for et ekstra sæt hænder med et hold på 11 lærlinge, der næsten er dobbelt så stort som normalt.
-Der bliver mindre ventetid på hjælp og feed back til den enkelte elev, når vi er to til at undervise holdet nogle dage. Samtidig kommer der nye input og ny viden ind med en gæstelærer. Det er i virkeligheden lidt ”farligt” faglig set, hvis de kommende smede kun får faglærerens fortolkning af faget og håndværket, siger Niels Thekilde.
Tobias underviser
Vi står ude i smedeværkstedet. Her er Tobias Villsen i gang ved ambolten, imens en gruppe af elever følger opmærksomt med. Der er koncentration på.
-Jeg kan godt lide at undervise de unge. Når der kommer en ny smed og underviser under opholdet, så er de unge pludselig mere lyttende og engagerede. Og så er det dejligt at opleve, hvis de flytter sig og får en ny forståelse af noget undervejs i min undervisning. Så kører jeg glad hjem efter at have brugt en dag her, siger Tobias Villsen.
En dag på skolen giver en ekstra dag med weekendarbejde for den jyske beslagsmed, hvis han skal undgå at komme bagud ude hos kunderne. Men det tager Villsen stille og roligt.
-Jeg har jo selv været faglærer på den tidligere uddannelse. Lige nu er der 11 på dette hold – og det er efter min personlige mening alt for mange. Det ideelle er nærmere fire på et hold, fordi niveauet er meget forskelligt. Derfor hjælper jeg gerne ved at komme ind et par dage for at hjælpe med at undervise, siger Villsen.
Positive elever
Gæstelærer-modellen er også populær hos eleverne. Dea Høm er elevrepræsentant for eleverne på Hansenberg.
-Det er mega fedt, at vi har fået gæstelærere. Vi havde Kurt med ude at sko med hele holdet, så der var to undervisere og dermed mere tid til den enkelte. Og i dag har Tobias vist os nogle svære ting her i værkstedet. Det fungerer rigtig godt, siger Dea Høm, der selv er i lære hos Jesper Krogsgaard i Hirtshals.
Dea vil tage erfaringerne med videre til ledelsen i Hansenberg for at sikre, at ordningen fortsætter. Det kommende elevhold vil også være på 11 elever. Niels Thekilde vil også arbejde for at fortsætte med gæstelærere.
-Der er en betaling for at være gæstelærer her hos os. Men vi kan ikke betale det samme som en smed kan lave af omsætning på en dag. Underviserne skal derfor have lyst og interesse for at give noget tilbage til de nye i faget, siger faglærer Niels Thekilde, der gerne hører fra andre smede, der kunne tænke sig at undervise nogle enkelte dage.