-
El
-
VVS
I 2019 steg det gennemsnitlige antal beskæftigede i installationsbranchen til godt 48.000. Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne glæder man sig over, at branchen fortsat kan vækste og øge beskæftigelsen.
Der blev sat ny beskæftigelsesrekord i installationsbranchen i 2019. Nye tal viser, at det gennemsnitlige antal beskæftigede landede på lige over 48.000, hvilket er en stigning på 2,1 i forhold til 2018, som ellers havde rekorden. Og det er sjette år i træk, at beskæftigelsen i branchen vokser.
– Det er positivt, at virksomhederne har kunnet fortsætte udviklingen i omsætningen og dermed også har kunnet øge den samlede beskæftigelse mere end de 1,5 procent, vi skønnede i vores seneste markedsanalyse, siger Tina Voldby (billedet), der er underdirektør i brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Det er især elbranchen, der trækker gennemsnittet op. Her er beskæftigelsen steget med hele 3,4 procent i forhold til året før, mens vvs-branchen har oplevet et meget beskedent fald i beskæftigelsen.
– Udviklingen viser, at virksomhederne har formået at håndtere de tiltagende udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Det har man blandt andet gjort ved i stigende grad at ansætte eksempelvis flere ufaglærte, lærlinge, udenlandsk arbejdskraft og flere medarbejdere med højere faglige, tekniske kompetenceprofiler. Samtidig har man især i elvirksomhederne været i stand til at trække nogle af de folk, der ellers havde forladt branchen, tilbage igen, siger Tina Voldby.
TEKNIQ Arbejdsgiverne forventer, at 2020 vil byde på en mere afdæmpet vækst og lidt tyndere ordrebøger, siger Tina Voldby.