-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
-
Industri
Daniel Dorph brænder for sit fag, og han har et klart budskab: Der mangler forbilleder, når det handler at opnå succes som virksomhedsejer i det tekniske erhvervsliv. Ifølge ham skal de succesfulde erhvervshelte i forgrunden, hvis man skal tiltrække de unge til branchen.
38-årige Daniel Dorph, aut. elinstallatør og maskinmester i D2el ApS, er godt på vej med sin karriereplan. Han har haft egen virksomhed siden 2019 og forventer vækst de kommende år. Men han kunne være nået endnu længere, hvis han tidligere var gået mere helhjertet efter en karriere som ejerleder i det tekniske erhvervsliv, mener han. Derfor har han flere gange været ude i landsdækkende medier og argumenteret for behovet for succesfulde forretningsforbilleder inden for faget. For der er forskel på at være en dygtig elektriker og være en succesfuld forretningsmand, lyder det fra ham.
- Dengang jeg tog en erhvervsuddannelse, blev der ikke installeret et særligt stor selvværd i én. Det tog mig lang tid at forelske mig og forene mig med min håndværkeridentitet – og det er en skam. Der kunne jeg i høj grad have brugt en mentor, der var succesfuld, at se op til, siger Daniel Dorph, aut. elinstallatør og maskinmester i D2el ApS.
Ikke det sexede valg
Daniel Dorph startede i sin tid på CBS, inden han fandt ud af, at vejen som faglært var den rigtige for ham. Og kontrasten mellem de to uddannelsesveje var en øjenåbner. Det var især i uddannelsesinstitutionernes selvforståelse og omverdenens opfattelse af, ”hvad der var det sexede valg”, at forskellen var skræmmende tydelig for en ung Daniel Doprh.
- Omverdenen så det ikke som et valg, der kunne hjælpe én op af den sociale rangstige, og det forsinkede mig i at gå helhjertet efter en karriere i elbranchen. Havde det været mere accepteret og respektindgydende i andres øjne, så havde jeg sprunget ud i det og fået min autorisation langt tidligere, og så havde jeg været længere i dag, siger Daniel Dorph.
Daniel Dorph, aut. elinstallatør og maskinmester i D2el ApS, er aktiv i medierne, når det handler om at fremhæve behovet for forbilleder i det tekniske erhvervsliv.
- Det kan lyde skørt, at andres holdning kan være så afgørende. Men hvis man er ung, så er det penge og damer, der er den helt store motivation, hvis jeg skal generalisere lidt. Så du vil gerne allerede tidligt i processen se nogle forbilleder, der har succes, ikke kun med deres håndværk, men også med deres forretning, siger Daniel Dorph.
På CBS formåede uddannelsen konstant at sælge sig selv og introducere de studerende for en lang række succesfulde erhvervsfolk, som Daniel Dorph og hans medstuderende kunne stile efter.
Vigtigt at nå de unge
Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne er man stolte af, at både branchens selvforståelse og omverdenens opfattelse har rykket sig siden Daniels Dorph uddannelsestid. Man er ikke i mål, men det har gjort en forskel med f.eks. en helhjertet indsats for at hæve den faglige stolthed:
- Det er altafgørende, at unge har faglærte forbilleder. Blandt andet derfor har vi i TEKNIQ Arbejdsgiverne oprettet et ambassadørkorps for el-branchen, hvor elektrikere får mulighed for at vise deres hverdag frem på sociale medier. Vi håber. At det bliver en fantastisk måde at inspirere næste generation af faglærte. Og fremadrettet vil vi gøre endnu mere for at nå de unge ved at fremhæve de mange succesfulde karriereveje, som det tekniske erhvervsliv har rigeligt af eksempler på, siger Tina Voldby, underdirektør for uddannelse i TEKNIQ Arbejdsgiverne.