-
El
-
VVS
Arrangør bag landets største elfagmesse, EL &TEKNIK, har indtil videre kun mødt opbakning til beslutningen om at udskyde messen på grund af coronasmitten
Tirsdag aften fik Per Rømer Kofod 12 opkald fra direktører i virksomheder, der skulle have deltaget i EL & TEKNIK messen i Odense til maj.
- De sagde, at det var den helt rigtige beslutning, vi traf, og vi har indtil videre ikke hørt om nogen, der har været uenige, siger Per Rømer Kofod.
Læs også: El & TEKNIK bliver udskudt
Han er direktør i Veltek, der er arrangør af landets største elfaglige messe, hvor op mod 180 udstillere og 8500 gæster skulle have mødt op 12.-14. maj. På grund af udbruddet af coronavirussen bliver det dog først til januar, hvilket Per Rømer Kofod er fuldstændig sikker på er den rigtige beslutning.
- Hvis vi havde valgt at afholde messen, ville det sandsynligvis være med en række tomme stande og en kraftig reduktion i antallet af besøgende. Det ville have været en messefiasko, hvilket ville have været rigtig dyrt for udstillerne i forhold til antallet af gæster. Dertil kommer at mange udstillere i øjeblikket er ekstra udfordrede af coronasmitten på et internationalt marked, siger Per Rømer Kofod.
Tysk messe satte tanker i gang
Da den store tyske messe Light & Building i Frankfurt blev udskudt i slutningen af februar tog Veltek dagen efter kontakt til Odense Congress Center for at finde nye egnede datoer til EL & TEKNIK. Efter myndighedernes skærpede advarsler i fredags og igen mandag stod det klart, at messen skulle flyttes.
- Det her er mere end økonomi. Det handler også om at være ansvarlige. Tænk hvis man efter vores messe kunne dokumentere, at der var x antal flere smittede. Det ville være ubærligt, siger Per Rømer Kofod.
Messen bliver i stedet afholdt 26.-28. januar 2021.