Spørgsmål:
Vi overvejer at droppe den korte fredag og så arbejde længere de første fire dage i ugen. Det kunne give os et bedre arbejdsflow. Er der forhindringer i overenskomsten for at lave sådan et forsøg?
Svar
Går man med planer om at forsøge sig med en ny type arbejdsuge, så står Industri- og VVS-overenskomsten ikke i vejen for medlemsvirksomhederne.
I Industri- og VVS-overenskomsten skal den daglige arbejdstid lægges mellem kl. 6.00 og kl. 18.00. Herudover er den normale ugentlige arbejdstid ved almindeligt dagarbejde på 37 timer. Det betyder, at de 37 timer kan placeres på de første fire dage i ugen, så længe man husker at iagttage de almindelige regler om arbejds- og hviletid. Dermed er der efter Industri- og VVS-overenskomsten intet til hinder for at lave en aftale om, at der arbejdes 9,25 timer pr. dag på ugens første fire dage.
Overenskomstens bestemmelse om arbejdstid, skal naturligvis overholdes. Det betyder, at medarbejderne skal høres om forslaget om at lave en 4-dages arbejdsuge. Kan der ikke opnås enighed, er det virksomheden, der fastlægger arbejdstiden under hensyn til virksomhedens drift. En 4-dages uge kan iværksættes med 14 dages varsel.
Hvis man har spørgsmål, at man naturligvis altid velkommen til at kontakte afdelingen Overenskomster og Jura.
Både private og offentlige arbejdspladser eksperimenterer i disse år med nye udgaver af en arbejdsuge på 37 timer – med forskellige begrundelser.
I Odsherred Kommune indførte forvaltningen i efteråret 2019 fire dages uge for næsten 300 administrative medarbejdere. Idéen er, at den kortere uge skal gøre kommunen mere fleksibel – både for medarbejdere og borgere. Arbejdstiden placeres imellem kl 07.00 og 19.00.
Virksomheden IIH Nordic har- som den første i Danmark – indført en permanent arbejdsuge på kun fire dage. Det har fået medarbejderne i softwarevirksomheden til at arbejde mere effektivt – og derved nå den samme arbejdsmængde. Den korte uge har samtidig halveret sygefraværet til 1,7 procent. Og medarbejderne er glade for ordningen.