-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Arbejdsulykker er sjældne i installationsvirksomhederne. Men når de sker, så koster det typisk ni dages fravær i en virksomhed blandt TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemmer, viser en ny beregning.
Medtager man samtlige lønelementer som sociale bidrag, pension med videre bliver omkostningen typisk for en vvs’er eller elektriker omkring 21.000 kr. per gennemsnitligt fraværsforløb.
- Næsten to uger er rigtig lang tid at skulle undvære en god medarbejder. For virksomheden er der en masse omkostninger og bøvl forbundet med fravær fra medarbejderne. Men det er også en belastning og udfordring for den medarbejder, der er kommet til skade og måske i lang tid skal have smerter og eventuelt også genoptræning, siger chefkonsulent Lone Alstrup fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Farlige fald
De tre mest typiske grupper af ulykker på installationsområdet ser således ud:
- Fald - f.eks. fra stiger og stilladser
- Fysisk overbelastning – der dækker over knoglebrud, forstuvninger og naturligvis også rygskader – altså når man løfter, bærer eller laver en bevægelse, hvor man forstrækker et eller andet.
- Sårskader f.eks. fra når man skærer sig på knive og maskiner.
Og desværre er det sådan, at et langt sygefravær kan resultere i, at medarbejderen slet ikke kommer tilbage i arbejde eller på arbejdsmarkedet for den sags skyld. Mange omkostninger kan således ikke gøres op i penge efter en alvorlig arbejdsulykke. Anbefalingen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne er derfor forebyggelse og konstante indsatser omkring arbejdsmiljø i den enkelte virksomhed.
- Hvis man som virksomhed har fokus på sikker adfærd, vil man kunne reducere antallet af ulykker og forløbere til ulykker. Her er det vigtigt, at ledelsen arbejder med at italesætte, hvilken adfærd man accepterer i forhold til at overholde sikkerhedsreglerne og de instrukser, der er givet for at arbejde sikkert. Derudover skal man også se efter og kontrollere, om medarbejderne følger de instrukser og regler, som virksomheden sætter op, siger Lone Alstrup.
Kontrolaktion
Konsekvenserne for virksomheden af en arbejdsulykke er - ud over hele økonomi-delen - at opgaver eventuelt skal udskydes på grund af medarbejderes sygefravær. Det kan også være usikkert, hvornår medarbejderen kan vende tilbage efter en ulykke - og om personen i givet fald kan varetage de samme opgaver som tidligere.
En anden konsekvens kan være, at Arbejdstilsynet kommer på kontroltilsyn for at tale om, hvordan ulykken er sket. I den forbindelse vil det typisk blive drøftet, hvordan virksomheden har sikret, at det ikke sker igen. Det kan også resultere i en bøde, hvis AT finder at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljøloven.
Imagetab
Arbejdsulykker kan ligeledes koste på virksomhedens image som en attraktiv arbejdsplads, hvis de er alvorlige eller gentager sig. Det er en effekt, som er svær at gøre op, men som ikke må underkendes.
- Vi håber i TEKNIQ Arbejdsgiverne, at vi med synliggørelsen af prisen for en arbejdsulykke med fravær kan hæve vores medlemsvirksomheders bevidsthed og fokus på arbejdsmiljø. Ulykkerne er sjældne, men dyre på alle fronter, når de sker, siger Lone Alstrup.