-
Industri
Martin Jorsø takkede ja til gratis konsulentbesøg på sin virksomhed SC Metal og fik arbejdsmiljøet tilbage på dagsordenen både hos ledelse og medarbejdere. Læs om smedens erfaringer.
Med to-tre mindre arbejdsskader på 10 år er arbejdsulykker ikke et stort tema hos de 10 ansatte hos SC Metal i Gadstrup ved Roskilde. Virksomheden er eksperter i pladebearbejdning og driver en moderne og effektiv produktion. Men fokus på arbejdsmiljøet var ved at støve lidt til, og derfor slog direktøren døren op for et gratis konsulentbesøg fra BFA Industri.
-Vi trængte ganske enkelt til at få sparket arbejdsmiljø tilbage på dagsordenen efter nogle år med lav aktivitet. Det blev et særdeles inspirerende besøg fra BFA Industri med gode input fra konsulenterne fra både arbejdsgiver og arbejdstager. Nye øjne og viden udefra har sat os i gang igen, siger Martin Jorsø efter besøget.
Gratis konsulentbesøg
SC Metal har kunnet få gratis assistance, fordi TEKNIQ Arbejdsgiverne er med i et projekt under BFA-Industri, hvor vi sammen med CO-Industri tilbyder, at medlemsvirksomhederne kan få et konsulentbesøg, hvor der er fokus på arbejdsmiljø. Ledelsen og arbejdsmiljørepræsentanten gennemgår sammen med konsulenterne fra de to organisationer hele arbejdspladsen, efterfulgt af en snak om arbejdsmiljøarbejdet. Herefter får virksomheden en lille rapport med inspiration, materialer og ideer til det videre arbejde.
-Vi har indtil for få år siden arbejdet systematisk med arbejdsmiljø. Så der skulle en genstart til. Det kom efter en gennemgang af fabrikken og eftersyn af APV, Kemi-mappe etc. Det var ret fedt at få den sparring, siger Martin Jorsø.
SC Metal kører med hæve-sænkeborde i produktionen, effektiv udsugning, kranudstyr og rotation på de mere krævende fysiske opgaver. Derfor skal der alligevel løbende laves APV, opdateres kemi-mappe og holdes møder med referat fra arbejdsmiljøudvalget.
-Jeg planlægger at tage arbejdsmiljø med som et fast punkt på vores månedlige morgenmøde for alle på virksomheden. 10 hjerner tænker jo bedre end to, siger Jorsø, der arbejder sammen med Martin Nielsen som arbejdsmiljørepræsentant.
Tomlen læderet
Og indehaveren har selv prøvet at få en skade efter en bommert i produktionen for mange år siden: En plade sad fast i CNC boltsvejseren. I stedet for at trykke på nødstoppet blev pladen forsøgt trukket løs – men blev i stedet på et sekund presset dybt ind i kødet på tommelfingeren på Martin Jorsø. Den erfaring er også i baghovedet, når der tænkes arbejdsmiljø i Gadstrup.
-Det er rigtig fint at få øjne udefra på arbejdsmiljøet i din virksomhed. Det kan jeg kun anbefale andre virksomheder, siger Martin Jorsø.