-
El
-
VVS
Brødrene A & O Johansen har købt webshoppen LampeGuru ApS, der sælger belysning til private i Danmark og Norge.
AO-koncernen, der har hovedsæde i Albertslund, har købt e-handelsbutikken LampeGuru. Virksomheden fortsætter som et selvstændigt datterselskab i AO-koncernen med fokus på salg af lamper til private.
Købet skal supplere AO-koncernens fokus på salg af tekniske installationsmaterialer til privatmarkedet, fremgår det af en pressemeddelelse.
Købesummen består af kontante betalinger på 13 millioner kroner samt tre variable betalinger, der afhænger af selskabets fremtidige resultater (earn out-betalinger). De variable betalinger kan, hvis de opstillede mål indfries, resultere i betaling af yderligere 4,5 millioner kroner. De variable betalinger vedrører regnskabsårene 2020 - 2022.
AO direktører træder ind i virksomheden
Steffen Andersen, der er LampeGurus ejer og stifter, fortsætter som administrerende direktør i LampeGuru ApS.
Jens Johansen bliver formand for bestyrelsen i LampeGuru, og derudover indtræder Lars Kestner og Stefan Funch Jensen (begge direktører i AO) i selskabets bestyrelse.
LampeGuru havde i 2018/19 et bruttoresultat på 5,4 millioner kroner og et resultat før skat på 2,4 millioner kroner.
Købet af LampeGuru gennemføres med regnskabsmæssig virkning pr. 1. oktober 2019.