-
El
-
VVS
For første gang bliver en af AO’s håndværkerbutikker åben på alle tider af døgnet og året rundt. Kunderne får mulighed for både at åbne og lukke butikken via en app.
Grossisten AO lancerer konceptet ”AO365”, der gør det muligt for håndværkerne at handle på alle tidspunkter af døgnet. Fremover kan kunderne selv åbne butikken, hente materialer eller værktøj, afslutte handlen og lukke butikken igen.
Det er kulminationen på flere års udvikling af håndværkerbutikkerne med øget selvbetjening og digitalisering. Og det er en håndsrækning til håndværkere, hvis hverdag bliver mere og mere travl.
- I flere år har vores kunder fortalt os, at tiden bliver mere og mere knap og tid er som bekendt penge. Det er en tendens, der har været på vej længe, og der er intet, der tyder på, at den udvikling vil stoppe, siger salgsdirektør Jeanette Roed Berthelsen i en pressemeddelelse.
Med AO365 kan kunderne åbne butikken ved hjælp af AO’s app, som mange allerede i dag bruger til at handle med i butikken via AO Selvbetjening. Kunden får både adgang til selve butikken og varegården, hvor der kan hentes større byggematerialer. Til sidst bliver alle varerne lagt på et selvbetjeningsbord, hvor ordren bliver kontrolleret af overvågningen, inden kunden går ud og lukker butikken igen. AO365 er i første omgang indført i håndværkerbutikken i Hørsholm, og vil blive rullet ud i yderligere håndværkerbutikker inden nytår.
- Vi arbejder løbende på at tilpasse vores håndværkerbutikker til kundernes behov. Det bygger vi videre på med AO365, hvor butikken altid er åben, når håndværkerne har brug for det, siger Jeanette Roed Berthelsen.
For mere end to år siden indførte AO selvbetjening i sine 50 håndværkerbutikker. Og antallet af kunder, der har benyttet sig af muligheden for selv at scanne varer, har været stigende – ikke mindst i de seneste to måneder under corona-pandemien, hvor det har hjulpet håndværkerne med at holde afstand i butikken. Der er tale om den samme app, som nu kan bruges til at åbne butikken på alle tidspunkter af døgnet, og som også bruges til AO’s øvrige tjenester som eksempelvis strakslevering ude på byggepladserne.