-
El
-
VVS
Flere virksomheder har problemer med at få de ansatte til at skrive under på ny blanket i forbindelse med skærpede regler for vanvidskørsel.
Du må ikke køre vanvidskørsel i firmabilen, og hvis du gør det, og bilen bliver konfiskeret, kan du komme til at betale erstatning til din arbejdsgiver.
De to elementer indgår i en ny blanket, som skal gøre medarbejderne opmærksomme på de nye skærpede færdselsregler, der trådte i kraft i foråret. Det er dog ikke alle virksomheder, der har lige let ved at få de ansatte til at skrive under på blanketten.
- Vi får i øjeblikket en del henvendelser fra medlemsvirksomheder, hvor det her er et problem, siger Thorkild Bang, chefforhandler i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Flere løsninger
Selvom nogle medarbejdere i øjeblikket nægter at skrive under på den nye blanket, behøver det dog ikke være et problem rent juridisk. Den nye blanket er et udtryk for virksomhedernes ønske om at få samlet alt på én blanket, men i virkeligheden er det ikke nødvendigt for at sikre sig, at de ansatte er informeret om færdselslovens regler og konsekvenser.
- Man kan faktisk nøjes med at sende et personalecirkulære ud, hvor man informerer om konsekvenserne ved at overtræde færdselsloven, siger Thorkild Bang.
Læs også: Vanvidskørsel: Hver anden beslaglagte bil har anden ejer
Af samme grund overvejer TEKNIQ Arbejdsgiverne i øjeblikket at lægge den gamle blanket på hjemmesiden igen, hvor medarbejderne kun skal skrive under på, at de ikke må bruge firmabilen til privatkørsel i henhold til skatte- og momsreglerne.
- Så kan virksomhederne selv vælge hvilken blanket, de vil bruge. Hvis der er problemer med at få underskrift på den nye, kan de udsende et personalecirkulære og få medarbejderne til at skrive under på den gamle blanket i stedet for, siger Thorkild Bang.
TEKNIQ Arbejdsgiverne er i dialog med de ansattes fagforbund om problematikken.
- Vi har talt med Dansk El-Forbund, Blik & Rør og Dansk Metal, som siger, at de ikke har indsigelser mod de nye blanketter, men at de godt forstår, at nogle af deres medlemmer frygter, hvor stort et erstatningsansvar virksomhederne kan pålægge dem, forklarer Thorkild Bang.
Fra 31. marts til 3. juni blev der ifølge Jyllands-Posten konfiskeret 170 biler som følge af de nye stramninger. Ud af dem var 70 ejet af andre end føreren. Derudover er den første dom afsagt på baggrund af en sag, hvor en 34-årig kvinde står til at miste sin bil, efter hendes 36-årige kæreste i april kørte 108 km/t i Rødovre, hvor man kun måtte køre 50 km/t.