-
El
-
VVS
Efter en omfattende gennemgang af branchens AMU-kurser, samt en udbudsrunde blandt landets udbydere af AMU, har AMU-kurserne fået et markant løft på kvalitet og udvalg. Samtidig er det nu nemmere at finde vej til den helt rigtige efteruddannelse via amukurs.dk.
Det, der begyndte i 2017 som en trepartsaftale og en pose penge på 20 millioner kroner til styrkelse af arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU-kurser), har nu båret frugt. AMU-kurserne har fået et gennemgribende løft, både hvad angår kvaliteten af undervisningen, udbuddet af uddannelser og fleksibilitet i forhold til tid og sted. Sideløbende er VEU-godtgørelsen hævet fra 80 til 100 procent af den maksimale dagpengesats.
– Med det nye AMU-setup, der forventes på plads fra 2020, er der tale om en klar forbedring af efteruddannelserne. Det gælder blandt andet kvaliteten af det faglige miljø, hvor der nu lægges vægt på, at uddannelsesstederne skal udarbejde planer for opkvalificering af underviserne og anskaffelse af udstyr, fortæller chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne Kelvin Strømsholt.
Kelvin Strømsholt gør samtidig opmærksom på, at el- og vvs-områderne i samme ombæring bliver en del af hjemmesiden amukurs.dk.
– Det betyder, at man som uddannelsessøgende på henholdsvis el- og vvs-området nu får et langt bedre overblik over udbud og indhold, når det gælder branchens kurser, understreger han.
Skærpede kriterier
Udover det skærpede fokus på faglig kvalitet har der i udbuddet også været lagt vægt på geografisk spredning af kurserne, garantikurser og at uddannelsesstederne har en strategi for deres udbud af AMU. Fleksibilitet og tilpasningsevne er andre nøglekriterier, som fremover kommer til udtryk ved bedre mulighed for undervisning uden for almindelige åbningstider og større grad af digital læring og nye læringsformer.
Undervejs i arbejdet med at opdatere AMU-kurserne har Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-forbund og TEKNIQ Arbejdsgiverne inddraget referencegrupper med repræsentanter fra skoler og virksomheder samt medarbejdere, der har været sat sammen i fagligt sammenhængende temagrupper ud fra deres faglige kompetence. Her har de drøftet behovene for efteruddannelse i den virkelige verden og er kommet med forslag til udviklingsområder og revidering af indhold i alle eksisterende AMU-kurser.
– Virksomhedernes vækst og udvikling kræver, at der er adgang til kvalificeret arbejdskraft, og at medarbejderne til enhver tid kan få opdateret deres faglige og tekniske kvalifikationer. TEKNIQ Arbejdsgiverne ser det derfor som helt centralt, at vi har et velfungerende offentligt efteruddannelsessystem i form af AMU, der kan levere efteruddannelse af høj kvalitet, og hvor ny teknologi er i højsædet, forklarer Kelvin Strømsholt.
Køreklar fra 2020
– Allerede fra årsskiftet 2020 kan man derfor forvente et fornuftigt udbud af de forbedrede AMU-kurser, forudser Kelvin Strømsholt, der fremhæver, at der samtidig bliver indført prøver på størstedelen af kurserne.
– Dermed bliver det mere overskueligt, hvilke konkrete kompetencer man har opnået under uddannelsen, og det bliver nemmere at dokumentere disse, når man kan fremvise et konkret prøveresultat, siger han.
De nye AMU-rammer åbner også op for, at uddannelsesstederne kan udbyde og markedsføre deres kurser i hele landet, hvilket betyder, at større virksomheder får mulighed for at etablere landsdækkende samarbejde med én skole.
– Jeg vil opfordre alle i vores branche, der har brug for at efteruddanne sig, til at gå ind på hjemmesiden amukurs.dk. Hjemmesiden giver rigtig gode muligheder for at bruge søgefiltre, så man kan finde lige præcis det uddannelsesindhold, man efterlyser, og se hvor og hvornår kurset er oprettet, siger Kelvin Strømsholt.