-
El
-
VVS
Der er brug for markante investeringer i erhvervsuddannelserne nu, hvis behovet for faglært arbejdskraft skal dækkes i fremtiden. Derfor lancerer TEKNIQ Arbejdsgiverne og de øvrige organisationer under Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i dag et ambitiøst udspil, som kommer med 23 forslag til, hvordan erhvervsuddannelserne bør styrkes.
Der er et stort behov for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, så der også i fremtiden er kvalificeret arbejdskraft til at vedligeholde vindmøller, anlægge fjernvarme og bygge energieffektive bygninger. Hvis det skal lykkes, kræver det erhvervsuddannelser med høj kvalitet for virksomheder og elever.
TEKNIQ Arbejdsgiverne og de øvrige organisationer i DA-fællesskabet har i dag lanceret 23 konkrete forslag til stærkere erhvervsuddannelser i udspillet ”Erhvervsuddannelser med høj kvalitet for virksomheder og elever”.
Nyt udstyr nødvendigt
Et af de helt centrale forslag er, at der årligt skal investeres 500 millioner koner i erhvervsuddannelserne målrettet opkvalificering af undervisere og indkøb af tidssvarende udstyr.
– Vi ønsker at investere i vores fælles grønne og digitale fremtid ved at styrke erhvervsuddannelserne med øgede investeringer i moderne udstyr og opdaterede lærerkompetencer. Det er til gavn for både eleverne, erhvervslivet, samfundet og den grønne omstilling, siger Troels Blicher Danielsen, der er administrerende direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
I forhold til lærernes kompetencer fremhæver han særligt ét af forslagene, som går på at ændre den obligatoriske diplomuddannelse i erhvervspædagogik for faglærerne, da den nuværende model ikke giver faglærerne de rette redskaber til den praktiske/tekniske undervisning.
– Teknologiske udvikling, digitalisering og den hastige udbredelse af kunstig intelligens betyder, at kravet om en erhvervspædagogisk uddannelse slet ikke er nok. Der er behov for langt større fokus på den tekniske kompetenceudvikling, siger Troels Blicher Danielsen.
Færre hovedforløb
TEKNIQ Arbejdsgiverne-direktøren uddyber samtidig vigtigheden af ét af de 23 forslag, som handler om behovet for en ny udbudsrunde for de enkelte udbud af uddannelserne.
– Vi skal nytænke den måde, vi udbyder uddannelser på, og se på om vi udbyder hovedforløbet på de enkelte uddannelser for mange steder. Målet er at have mange indgange til grundforløbet på de enkelte uddannelser lokalt og dermed være tæt på den enkelte lærling. Samtidig bør der være færre hovedforløb, hvor man til gengæld har musklerne og ressourcerne til at investere mere i den enkelte uddannelse og styrke kvaliteten målrettet, siger Troels Blicher Danielsen.