-
Industri
Renter er igen blevet en markant post for boligforeninger og ejere. Det kan mærkes hos altan-producenterne især på det store marked i København, hvor mange tidligere valgte at investere i altan og frisk luft.
- Mange holder tilbage med alt andet end det nødvendige som et udslidt tag eller en ødelagt kloak. Altanen er mere luksus. Lige nu sker der stort set intet på et marked som i København. Det ligger stille.
Det siger Jan Lildal fra Vestbjerg Smede- & Maskinværksted nord for Aalborg. På trods af afstanden fra Nordjylland til København har nye altaner til lejligheder i hovedstadsområdet i en årrække været et interessant marked for den nordjyske producent af altaner. Nu er markedet kølet af.
Konkurs-ramt
Virksomheden har stadig produktionskapaciteten belagt med opgaver, men ikke så langt frem i tiden som i de senere år. Konkursen hos en af de største spillere – Altan.dk – har endnu ikke betydet ordrer.
- Vi har fået et par opkald fra boligforeninger, der er kommet i klemme ved konkursen. Det er ærgerligt og synd for dem. Men vi kan og må ikke hjælpe, når andre har startet det certificerede arbejde. Det kan blive dyrt for dem, siger Jan Lildal.
Travlhed i forstæderne
Hos Dansk Altan i Asaa har Kenneth Baand ikke fokus på altan-kunder i det centrale København. Mange altaner går til projekter i periferien omkring hovedstaden. Her oplever han ikke den samme afmatning som kollegerne.
- Hen over sommeren var der temmelig stille. Men nu har vi virkelig travlt igen med kunder i Hillerød, på Sydsjælland og eksempelvis i Nykøbing Falster. Der er virkelig fint med ordrer i bogen for vores vedkommende, siger Kenneth Baand.
Dansk Altan laver ikke så store serier. Oftere er der tale om specialfremstillede altaner - som en af de seneste opgaver med en altan, der skulle gå omkring et hjørne på en ejendom i Aalborg.
- Vi laver helst ikke serier over 25-30 stykker. Specialopgaver er mere vores styrke, og her oplever vi heldigvis stadig god efterspørgsel, siger den nordjyske producent.
Renovering nej tak
Hos Vestbjerg Smede- & Maskinværksted er man netop nu ved at opsætte 16 nye altaner i Aalborg, som erstatter støbte altaner på en ældre ejendom. Afmonteringen viser en så simpel og tæret konstruktion, at det godt kan give Mette Lildal fra firmaet lidt gåsehud.
- Jeg er glad for, at jeg ikke har stået ude på de altaner. Puha. De gamle konstruktioner er også en af grundene til, at vi takker nej til et stigende antal forespørgsler på at renovere altaner. Vi bygger og monterer nye stålaltaner, der vil være sikre at opholde sig på mange år frem i tiden. Det har vi dygtige svende og viden til at kunne levere, siger Mette Lildal, der driver smede-virksomheden sammen med Jan Lildal.