-
Industri
-
El
Der var udsolgt til sidste plads på fregatten, da TEKNIQ Arbejdsgiverne torsdag lancerede sit nye industrinetværk. Der var kickoff på Flådestation Korsør, hvor 45 industrimedlemmer var kommet for at høre om mulighederne for at få del i ordrerne, når der over ti år skal investeres 143 milliarder kroner i dansk oprustning.
Industrinetværket faciliteres af den tidligere forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech. I sin nuværende rolle som selvstændig konsulent bringer hun sin ekspertise inden for interessevaretagelse og interessehåndtering til netværket med særligt fokus på områder som energi og forsvar.
- Fantastisk at få sådan en opbakning fra medlemmerne til vores nye netværk. Mere end 70 virksomheder har samtidig sagt ja til at være med i industrinetværket, så vi ser frem til de kommende netværksmøder, som Gitte Lillelund Bech også vil stå for, siger underdirektør Nicolai Siegumfeldt, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Det første oplæg på flådestationen handlede om krav og ønsker for leverancer fra SMV'er til forsvaret fra Claus Lundholm Andersen, der er flotilleadmiral i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Han pegede entydigt på, at søværnet er det mest interessante for metalvirksomhederne. Det er her, der er potentialer.
Ordre-muligheder
Det kunne Hans Christian Larsen, Senior Advisor på Platform og skibsbygning fra Danske Patruljeskibe bekræfte. Danske patruljeskibe er et konsortium, der skal designe, bygge og vedligeholde Søværnets nye, moderne patruljeskibe.
- Jeg vurderer, at en række af de deltagende virksomheder her i dag vil kunne komme i betragtning som leverandører indenfor stålarbejde til de kommende patruljebåde. Kan du bygge rørspools, bukke profiler, skære plader etc., så ræk fingeren op, hvis din virksomhed har en vis størrelse. Der går et par år, men vi får brug for kompetente leverandører, når byggeriet starter, sagde Hans Christian Larsen.
Eksklusivt netværk
Arrangementet på Korsør Flådestation var det første for det nye industrinetværk.
Industrinetværket er et værdiskabende medlemsfællesskab for alle interesserede medlemsvirksomheder. Netværket fokuserer på industrivirksomhedernes udfordringer og muligheder. Netværket er eksklusivt for direktører og ledere fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
I øvrigt opfordrede Gitte Lille Bech interesserede deltagere til at melde sig, hvis de vil være med til at inspirere til emner og lokationer for kommende netværksmøder.
Gitte Lillelund Bech faciliterer det nye industrinetværk.
Industrinetværket er også for installatører.
Der er mange underleverancer på et krigsskib - her undersøges fregatten Niels Juul af en gæst.
Der blev fotograferet ivrigt af gæsterne, da alle var ude af de hemmelige områder på skibet.