-
El
-
VVS
Konfliktniveauet mellem de offentlige bygherrer og de private entreprenører skal gerne være lavere, end det har været på Niels Bohr-byggeriet. Færre konflikter er godt for alle parter, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Hvis Niels Bohr Bygningen ikke skal blive fremtidens standard for samarbejde i byggeriet, så er det vigtigt at få sænket konfliktniveauet mellem parterne, og se om der er mulighed for at finde fælles løsninger.
Sådan lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne efter et samråd om det skandaleombruste byggeri, hvor transportminister Benny Engelbrecht (S) langede ud efter de private entreprenører på byggeriet.
- Vi har fokus på dialogen – også med de offentlige bygherrer. Vi er interesserede i at finde ud af, hvordan vi generelt kan sænke konfliktniveauet, da alle taber på konflikter i byggeriet. Bygherre, entreprenører og samfundet, siger Troels Blicher Danielsen, der er administrerende direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Bravida: Usaglig kritik
Af samme årsag har organisationen i øjeblikket drøftelser med Bygherreforeningen og Transportministeriet for at se på mulige fremadrettede løsninger.
Torsdag var transportministeren hevet i samråd om sagen af folketingsmedlem Troels Lund Poulsen (V). Undervejs gik bølgerne højt, og ministeren skød blandt andet med skarpt mod en række unavngivne entreprenører, der ”ikke har vist sig sin opgave voksen”.
Den udmelding fik efterfølgende Bravidas adm. direktør Johnny Hey til at kalde det for usaglig kritik, som han slet ikke kunne genkende i et interview med Licitationen. Teknikentreprenøren har i øjeblikket en række voldgiftssager kørende med byggeriet, som direktøren nu afventer afgørelsen af.
Niels Bohr Bygningen i København skulle oprindelig have stået færdigt i slutningen af 2016, men forsinkelserne i byggeriet har indtil videre kostet mere end 4,3 milliarder kroner ekstra.