-
El
-
VVS
-
Industri
I en tid med mangel på kvalificeret arbejdskraft er det afgørende for medlemsvirksomhederne at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet. Fleksibilitet er et nøgleord i den sammenhæng. Hvis det bliver for stift og rigidt, mister vi de ældre medarbejdere, lyder det fra Andersen & Heegaard.
Hos medlemsvirksomheden Andersen & Heegaard kender man til udfordringen med at tiltrække arbejdskraft. Her er der af samme grund fokus på rummelighed, mangfoldighed og kompetencer, uanset hvad der står på dåbsattesten, eller hvor man kommer fra.
- Vi er en virksomhed i rivende udvikling, og det at skaffe kompetente folk er noget, vi bruger meget energi på. Vi ønsker at tiltrække dygtige mennesker, uanset om de er 30 år eller 80 år. Ethvert individ besidder færdigheder og potentiale, og det er vores grundlæggende filosofi og menneskesyn samt den kultur, vi dyrker. Vi ser ikke på fødselsattesten - vi ser på det menneske, der står foran os, og de kompetencer, vedkommende bringer med sig. Det handler om evnen til at hjælpe og være en del af et team, fortæller administrerende direktør Mads Bengtsson.
Fleksibilitet er et nøgleord
I 2020 undersøgte det Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø de primære årsager til, at seniorer udskyder pensionen og bliver længere på arbejdsmarkedet. Undersøgelsen viste klart, at fleksibilitet er et nøgleord, hvis man skal lykkes med den opgave. En tilpasset arbejdsdag med mulighed for nedsat tid, tidligere afslutning nogle dage og ekstra feriedage er med til at bevare seniorernes motivation.
- Som arbejdsgiver skal vi være indstillet på at tilbyde stor fleksibilitet. Der er børnebørn, seniorrejser og hygge med den bedre halvdel - og vi skal være klar til at understøtte det. Hvis det bliver for stift og rigidt, mister vi de ældre medarbejdere, og det har vi ikke råd til som branche. Så tag en åben dialog, og skab klarhed og overblik. Vi skal hjælpe med alle afklaringer vedrørende pension, løn osv. og skabe et overblik. Det handler om at afmystificere og tage samtalen. Hvad har du lyst til? Hvordan skal dit arbejdsliv ud i fremtiden? Alle har noget at bidrage med uanset om man er 20 år eller 80 år eller kommer fra den ene del af landet eller fra den anden side af kloden, slutter Mads Bengtsson.
Mads Bengtsson deltager endvidere i TEKNIQ Arbejdsgivernes podcast HØRT!, sammen med 80-årig Ronald "Nalle" Salomonsson, som har valgt at udskyde pensionen og blive på arbejdsmarkedet. Du kan lytte til podcasten her på siden.