-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Med lanceringen af en ny chatbot kan Værdibygs brugere nu få hurtige svar på konkrete spørgsmål om samarbejde og byggeprocesser.
Hvordan laver man en kontraktstyringsworkshop? Findes der et værktøj til projektgranskning? Hvad er vigtigt for at nedbringe klimabelastningen for et byggeri? Den slags spørgsmål kan man nu få hurtigt svar på via Værdibygs nye chatbot. Chatbotten gør det muligt for brugerne af Værdibygs hjemmeside at finde rede svar på spørgsmål om samarbejde og processer i byggeriet.
- Helt konkret vil vi gerne lave en skræddersyet ChatGPT på vores hjemmeside, som kan svare på spørgsmål om byggeprocessen med udgangspunkt i vores vejledninger. Målet er at formidle og aktivere alt indholdet i Værdibygs temmelig store bibliotek på en ny og dynamisk måde. Man kan sige, at det er en formidlingsform, der tager udgangspunkt i den enkelte brugers situation og behov – i stedet for at tvinge brugeren til at dykke dybt i vores vejledninger for at finde svarene, siger seniorprojektleder i Værdibyg Stephan Sander, som har været med til at udvikle chatbotten
Skal lære ikke at ”lyve”
Stephan Sander understreger, at chatbotten i sit nuværende stadie er kendetegnet ved nogle af de samme ”unoder” som andre chatbots: den kan være mere fantasifuld, end godt er. Det skyldes, at chatbotten er bygget til at give svar, og den har derfor tendens til at opfinde svar, for at gøre brugeren tilfreds. Men målet er, at chatbotten med tiden bliver bedre til at besvare brugernes spørgsmål – og til at være mindre opfindsom.
Teknologien er moden nok
Ifølge Stephan Sander er det åbenlyst, at teknologi som ChatGPT radikalt kommer til at påvirke den måde, man tilgår og får ny viden.
- Inde for et afgrænset vidensunivers som Værdibygs, får du simpelthen meget hurtigt konkrete svar på konkrete spørgsmål. Det vil vi selvfølgelig gerne gøre brug af, så vi kan skabe maksimal effekt af den viden, vi producerer i Værdibyg. Vi oplever allerede, at teknologien er moden nok til at kunne skabe rigtig meget værdi for vores brugere ud fra det vidensbibliotek, vi allerede har. Men vi er også spændte på at se, hvordan det udvikler sig i den nære fremtid, fortæller Stephan Sander.
Interesserede kan fra i dag tilgå Chatbotten på www.værdibyg.dk.
TEKNIQ Arbejdsgiverne lancerede tidligere i år chatbotten "KVIQ", som du finder i nederste højre hjørne af din skærm. "KVIQ" udmærker sig ved ikke at lyve eller ”hallucinere”, som det hedder på fagsprog. Den er ærlig og indrømmer, hvis den ikke kan svare på et spørgsmål.