-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
TEKNIQ Arbejdsgiverne er de seneste måneder blevet kontaktet af en række medlemmer, som bliver ringet op af sælgere, der aggressivt vil skræmme virksomheder til at købe dyre cybersikkerheds-løsninger. Lad dig ikke skræmme eller presse, lyder rådet.
Er der noget galt i at investere i cybersikkerhed?
Nej, det er der ikke. Tværtimod er det ifølge TEKNIQ Arbejdsgivernes ekspert en god idé. Men de sælgere, der for tiden kontakter mange medlemmer, presser medlemmerne med voldsomme frygtscenarier, tidspres og forvirrende information grænsende til misinformation. Kendetegnende for opkaldene er, at sælgerne tilbyder at lave et “sikkerhedscheck”, der kræver, at de overtager medlemmets computer.
Det var på mange måder en både ubehagelig og forvirrende oplevelse for Iben Høier fra den sønderjyske virksomhed HTM Service, da hun blev ringet op af Dansk IT-Sikkerhed. Hun troede først, at der var tale om en offentlig myndighed, og var derfor i første omgang lydhør:
- De gjorde meget ud af deres troværdighed, så jeg i starten troede, at det var en offentlig myndighed. Det var derfor, at jeg lyttede og gav dem adgang til min computer, siger Iben Høier, ansat i HTM Service og bestyrelsesmedlem hos Bedre Bad.
”Du har slet ingen sikkerhed på din computer!”
Først konkluderede sælgeren, at Iben Høiers mail allerede var blevet hacket flere gange. Og efter at have været inde på Iben Høiers computer via ”TeamViewer”, som er en slags fjernbetjening til en PC, tog skræmmekampagnen kun til, og sælgeren fastslog: ”Du har slet ingen sikkerhed på din computer!”
Hvad sælgeren ikke vidste var, at Iben er gift med virksomhedens ejer, og dermed vidste, hvordan hun kunne komme i kontakt med deres tilknyttede IT-support. De forsikrede hende om, at der ikke var problemer med computeren. Så da sælgeren kom med et tilbud fra en anden udbyder (MyData) og understregede, at hun var nødt til at sige ja med det samme, kunne hun afvise på trods af tiltagende pres.
- Han kørte en voldsom skræmmekampagne, især efter jeg afviste deres tilbud. Han påstod, det kunne koste mig dyrt og sagde, at jeg ”skulle slukke computeren med det samme”. Så er det klart, man bliver nervøs, siger Iben Høier.
Iben Høier, ansat i HTM Service og bestyrelsesmedlem hos Bedre Bad, var udsat for særdeles aggressive salgsteknikker fra Dansk IT-Sikkerhed.
Utroværdige salgstricks
Iben Høier slap med skrækken, men var utryg over at have givet Dansk IT-Sikkerhed adgang til sin computer. Heldigvis var der ikke sket noget, men hun ønsker, at andre bliver bedre klædt på, hvis de bliver ringet op af sælgere, der prøver at skræmme til et salg:
- Det er en utroværdig sælgerteknik – han vidste jo ikke noget om vores situation, og han prøvede at skræmme mig allerede inden, at han havde ”tjekket” min computer, siger Iben Høier og fortsætter:
- Vi siger jo heller ikke til vores kunder, at de skal skynde sig at skifte deres varmvandsbeholder, fordi den kan eksplodere hvert øjeblik, siger Iben Høier.
Cybersælgende frygtskabere underminerer alvoren af it-sikkerhed
Det værste ved salgsmetoden er, at den spiller på et virkeligt og aktuelt trusselsbillede, der gør det svært at adskille overdrivelserne fra virkeligheden. Det er de reelle problemer med it-sikkerheden blandt landets SMV’ere, som firmaer som Dansk IT-Sikkerhed udnytter med aggressive salgsmetoder.
- Det er nogle rigtig ærgerlige eksempler, vi hører fra vores medlemmer. De beretter om ivrige sælgere, som slår plat på frygt, og presser med skræmmescenarier. Der er ingen tvivl om, at Danmark har brug for en sikkerhedsmæssige opgradering, og virksomhederne har brug for ordentlige sikkerhedsløsninger, men med den her fremfærd gør sælgerne det hele værre. Ikke alene ødelægger sælgerne markedet for sig selv. De underminerer det lange seje træk med it-sikkerhed, fordi de får emnet til at lyde som hat og briller i en situation, hvor vi alle skal tage det dybt alvorligt, siger Janus Sandsgaard, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Den virkelighed, sælgerne taler ind i, er moden til at blive udnyttet af friske salgsmetoder. For ikke nok med at cybertrusselsbilledet kalder på bedre it-sikkerhedsløsninger, så er en stor del af de danske virksomheder slet ikke langt nok på området. Tal fra digitaliseringsstyrelsen viser eksempelvis, at mere end hver tredje SMV har for lav it-sikkerhed.
- Som udgangspunkt er de løsninger sælgerne tilbyder OK. De har bestemt fat i noget rigtigt i deres salgstale – fx om behovet for sikkerhedskopiering af data. Man kan diskutere om produktet er friskt prissat, men filmen knækker for alvor ved de salgsmetoder, jeg hører om fra medlemmerne. Det er useriøst, siger Janus Sandsgaard, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
-
Brug for bedre it-sikkerhed
35 procent af SMV’erne har for lav it-sikkerhed.
16 procent af SMV’erne har ikke styr på to helt basale it-sikkerhedstiltag: Opdatering af software og backup af data.
64 procent af danske SMV’ers ledelse er kun i nogen grad, lille grad eller slet ikke involveret i virksomhedens arbejde med digital sikkerhed.
Kilde: Digitaliseringsstyrelsen.