-
Industri
-
El
-
VVS
En række nøgletal viser udviklinger, som kan være afgørende for driften af medlemsvirksomheder i TEKNIQ Arbejdsgiverne. Se graferne over de seneste 12 måneder og få en vurdering af, hvordan udviklingen kan blive i 2023 på fem nøgletal.
El-priserne
Prisen på el steg til rekordhøjder i sensommeren 2022, men er nu igen tilbage på et niveau, som vi kender det i 2021. Frost og vindstille dage har dog givet udsving i december, men der kan forventes et mere stabilt niveau for el i det nye år. Både danskerne og de danske virksomheder har vist sig meget omstillingsparate med forbrug om natten ved billig strøm og egen produktion eksempelvis via solceller på tagene. Blackout og brownout er ikke aktuelle scenarier, men planerne er klar til aktivering hos myndighederne, hvis det skulle blive nødvendigt.
Naturgaspriser
Omstilling fra russisk gas til andre energikilder sker med fuld kraft både i private hjem og i virksomheder. Siden august med rekordhøje priser er priserne faldet til et niveau lidt over samme periode i 2021. Lagrene er fyldte, og der vil ikke komme mangel i denne sæson. Det store spørgsmål i 2023 er, hvordan Europa får fyldt lagrene til efteråret – og til hvilke priser?
Inflation
Kurven er endelig knækket – og inflationen på vej nedad. En væsentlig årsag er de faldende priser på energi – gas, diesel og benzin. Eksempelvis fødevarer ligger stadig på et meget højt niveau. I december har energipriserne dog været stigende igen, hvilket må forventes at påvirke inflationen. Vi må forvente at se yderligere stigninger inden de forventede fald i 2023 vil finde sted. Lavere inflation giver stabilitet – og gør det nemmere for virksomhederne at kalkulere eksempelvis tilbud og priser. Ustabil inflation får også forbrugere til at holde igen, da de har behov for en større økonomisk buffer.
Ledighed
Ledigheden blandt de faggrupper, som medlemsvirksomhederne rekrutterer fra, er fortsat meget lav og ligger på landsplan under 2 procent. På vvs- og blikkenslagerområdet er der eksempelvis blot 108 ledige i hele landet. På metalområdet har der været en minimal stigning på 0,1 procent. Sidst i december kunne den nye beskæftigelsesminister offentliggøre tal for oktober 2022, hvor der var der 2.970.800 personer i job i Danmark. Det er 1.700 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,1 procent. Siden starten af 2022 er der dermed kommet 54.500 flere beskæftigede til på trods af et turbulent år.
Mangel på arbejdskraft
På trods af turbulente tider holder Danmark en høj beskæftigelse. Det betyder, at det fortsat er svært at rekruttere for nogle medlemsvirksomheder. Faktisk er manglen steget igen i oktober 2022 for installationsbranchen, der generelt har travlt og samtidig har mange opgaver med skift til grønne energikilder og energieffektivisering. I metalindustrien er manglen på efterspørgsel et problem hos over 30 procent af medlemmerne. Næsten samme procenttal oplyser dog, at de er begrænsede af mangel på arbejdskraft.