-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Elinstallatør havde ikke ret til at bortvise en medarbejder, der brugte firmabilen på en fridag, men forseelsen var grov nok til at opsige medarbejderen. Det har en dommer netop fastslået i en faglig voldgift.
Var det ok at bortvise en medarbejder, der brugte en firmabil på gule plader til at besøge et familiemedlem 1. maj (en overenskomstmæssig fridag) under sin rådighedsvagt? Det har en faglig voldgift mellem TEKNIQ Arbejdsgiverne på den ene side og Dansk El-Forbund på den anden side netop afgjort.
Dommeren vurderede ikke, at forseelsen var grov nok til, at virksomheden kunne bortvise medarbejderen, men at det var i orden at opsige medarbejderen, fordi virksomheden havde givet en klar skriftlig instruks om, at firmabiler på gule plader kun må bruges til erhvervsmæssig kørsel.
Derfor blev medlemsvirksomheden dømt til at betale løn i opsigelsesperioden, der i det konkrete tilfælde var tre måneders løn.
Rettidig omhu gør en forskel
Det afgørende for sagen var, at alle virksomhedens ansatte, inkl. den pågældende medarbejder, havde skrevet under på instruksen om, at de ikke måtte anvende firmabilen til andet end erhvervsmæssig aktivitet.
Dommerens afgørelse bar præg af, at der på den ene side var tale om en bevidst tilsidesættelse af virksomhedens klare retningslinjer for brug af firmabil, og på den anden side indgik det i bedømmelsen, at medarbejderen havde en anciennitet på over 20 år og aldrig havde modtaget påtale eller advarsel i sin ansættelsestid.
- Det er særligt vigtigt at hæfte sig ved, at det var helt afgørende i den pågældende sag, at virksomheden havde styr på sine interne, skriftlige retningslinjer for anvendelse af firmabil og fx havde anvendt TEKNIQ Arbejdsgivernes skabeloner. Det kan jeg kun anbefale, at man som medlem benytter sig af, siger Dzenana Causevic. der er juridisk konsulent og advokat i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Man kan tilgå alle skabeloner til kontrakter og erklæringer mv. som medlem af TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Medlemsvirksomheder opfordres altid til at søge juridisk rådgivning, inden virksomheden foretager en bortvisning.
Kontakt afdeling Overenskomst og Jura på tlf. 43 43 60 00 eller jura@tekniq.dk