
Den 1. januar 2025 trådte en ny lovgivning i kraft, der skal styrke tilsynet med virksomheders kildesortering og håndtering af affald. En af målgrupperne for tilsyn er håndværksvirksomheder.
Det nye tilsyn kan både være et administrativt tilsyn, hvor myndighederne gennemgår virksomhedens affaldsdata uden fysisk besøg. Eller det kan være et decideret fysisk tilsyn, hvor repræsentanter fra hjemkommunen eller Miljøstyrelsen møder op og vurderer virksomhedens affaldshåndtering.
- Mange håndværksvirksomheder har i mange år sorteret affald som eksempelvis metal og maskiner, fordi der er værdi i metallerne. De er således vant til at sortere. Men det er en god ide at besøge Miljøstyrelsens tjeklister, så der er styr på alle de forskellige affaldstyper fra virksomheden. Så er man forberedt, hvis der skulle komme et tilsyn.
Sådan lyder rådet fra Bjørn Hove, der er der er bæredygtighedsspecialist i TEKNIQ. Der findes et baggrundsmateriale om de nye regler på tekniq.dk.
En virksomhed skal både sortere de ti affaldstyper, man kender hjemme fra husholdningen, samt de særlige typer af affald, der opstår hos en virksomhed. Det kan være metal, maskiner og elektronik, træ, beton og andre elementer fra arbejdsopgaver, der skal sorteres særskilt.
Herunder er Miljøstyrelsens tjekliste:

Miljøstyrelsen har også udarbejdet en guide til affaldstilsynet, som både beskriver, hvorfor og hvordan man skal sortere affaldet ude i virksomhederne samt information om, hvordan et affaldstilsyn foregår. Der er også eksempler på 5 typer af virksomheder. Se guiden her.
Men i TEKNIQ vurderes det ikke, at håndværksvirksomhederne vil være blandt de højest prioriterede virksomheder udvalgt til tilsyn.
- Miljøstyrelsen har valgt at lave risiko-baserede tilsyn. Myndighederne prioriterer således de virksomheder, hvor der er størst risiko ved affald og manglende genanvendelse. Her vurderer jeg ikke, at håndværksvirksomhederne står først for ved de kommende tilsyn, siger Bjørn Hove fra TEKNIQ.
For at være forberedt på et eventuelt tilsyn anbefaler bæredygtighedseksperten dog virksomheder at gennemgå nuværende affaldshåndteringsprocedurer og sikre, at de lever op til de nye krav.

Gode råd fra Miljøstyrelsen
-
Indendørs
- Marker jeres affaldsbeholdere med de nationale piktogrammer fra www.affaldspiktogrammer.dk
- Placer beholderne til de forskellige affaldstyper dér, hvor affaldet opstår – f.eks. en beholder til metalaffald, hvor I bearbejder metal, og beholdere til plast og madaffald, hvor I spiser frokost.
Udendørs
- Sørg for, at der er beholdere/containere til alle de typer affald, I har, så affaldet kan blive indsamlet og håndteret enkeltvis.
- Opret et særskilt område til opbevaring af farligt affald.
- Vær obs på, at der skal være fast bund og evt. overdækning eller vandtæt emballering, når affaldet står udendørs.
Læs mere hos Miljøstyrelsen: