-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Til næste sommer træder de nye regler om digital bogføring i kraft for de første virksomheder. Det er vigtigt, at din virksomhed er opmærksom på ændringer og krav.
Den 1. juli 2024 skal virksomheder med standard bogføringssystemer som fx e-conomics, Uniconta, Dinero og E-komplet bogføre deres bilag og transaktioner online i et cloud-system. For virksomheder, der benytter eget specialudviklet system som C5 eller NAV, gælder reglerne fra den 1. januar 2025.
For de virksomheder, der benytter standard bogføringssystemer, vil man som hovedregel kunne forvente, at udbyderen af systemet laver de nødvendige opdateringer, så de lever op til gældende regler om databeskyttelse og cloud-lagring. Den 1. januar offentliggør Erhvervsstyrelsen en liste over de godkendte systemer, som vi orienterer om i et senere nyhedsbrev til medlemsvirksomhederne.
- Vi sørger selvfølgelig for at orientere løbende som Erhvervsstyrelsen melder noget ud om lovligheden af de forskellige bogføringssystemer. Vi ved dog fra en rundspørge blandt TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemmer, at 84 pct. af respondenterne benytter et standardsystem. Benytter din virksomhed et ældre system, er det nok en god ide allerede nu at tage en snak med din revisor, siger politisk konsulent Kristina Westerberg Thomsen.
Ældre systemer
Det er dog lidt en anden situation, hvis man benytter et specialudviklet system fx C5 eller NAV – og især hvis det er en lidt ældre model. Der er nemlig en reel sandsynlighed for, at man i det tilfælde skal tilrette sit system, så man er klar til at bogføre digital den 1. januar 2025.
- Hvis man har et specialudviklet system, så er det godt givet ud at snakke med sin revisor i den nærmeste fremtid. Selvom den 1. januar 2025 er lidt ude i fremtiden, skal man forvente, at der vil være rift om konsulentbistanden til hjælp med at få systemet lovliggjort, siger Kristina Westerberg Thomsen.
Erhvervsstyrelsen kommer slut oktober/start november med en ny bekendtgørelse for de specialudviklede systemer. Det er virksomhedens eget ansvar at sikre, at systemet kommer til at leve op til de nye krav.
Det sure med det søde
Formålet med den nye bogføringslov er at styrke myndighedernes indsats mod svindel, øge det generelle digitaliseringsniveau blandt danske virksomheder samt forberede virksomhederne på at kunne automatisere virksomhedens indberetninger til staten på sigt.
- Ligesom med GDPR kan det være tungt, når man som virksomhed bliver tvunget til at ændre på ældre og velkendte procedurer. Men i det her tilfælde er de nye regler søsat, så man i fremtiden kan mindske administrative byrder fra de mange indberetninger, man som virksomhed laver til staten. Derfor kan det godt give mening at tage de nye regler med oprejst pande, siger Kristina Westerberg Thomsen.