
Det kostede Adelholm VVS skrot til en værdi af 15-20.000 kr. at åbne døren for en meget snakkende udenlandsk mand i en dansk varevogn, der ville opkøbe skrot til en god pris. Nu advarer firmaet andre virksomheder imod svindlere. Politiet i Horsens har netop sigtet hovedpersonen.
Det lød som en meget god ide, da en udenlandsk mand ringede på hos Claus og Dorte Adelholm, der sammen driver Adelholm VVS:
Manden var ved at opstarte en virksomhed inden for skrot og ville gerne lave aftaler om afhentning hvert kvartal til en god pris.
VVS-virksomheden havde en del skrot af god værdi liggende efter udskiftning af en lang række gaskedler til varmepumper. Det ville være fint nok for den jyske virksomhed at spare tid og energi til at læsse det skrot på trailer og køre frem og tilbage til den lokale skrothandler for at få det afsat.
- Men vi blev lidt overrumplede af, at manden havde sin søn med og pludselig begyndte at læsse skrot ind i sin bil, da vi viste skrottet frem for at snakke videre om mulighederne. Så fik jeg samtidig et opkald fra en kunde og gik lige ind på værkstedet. Ud ad vinduet kunne jeg så pludselig se manden køre afsted med det hele, fortæller Claus Adelholm.
Forfulgte varebilen
Han sprang i bilen og optog forfølgelsen i Horsens. Men der var 3-4 biler imellem Adelholm og varevognen - og ved et lyskryds forsvandt manden med Adelholms skrot for 15-20.000 kr. i bilen.
- Men helt overraskende ringede han pludselig om eftermiddagen til os og sagde, at han nu havde vejet vores skrot og at han senere kom for at betale for 560 kg skrot. Det lød jo fint. Men vi har hverken set ham eller fået en eneste krone. Derfor har vi nu politianmeldt ham til politiet her i Horsens, siger Dorte Adelholm.
I Danmark kan man ikke få kontant betaling for salg af skrot. Det kræver en NemID-konto, så købere altid kan spores. Derfor er forventningen, at skrottet er kørt over grænsen og solgt i Tyskland.
-
Opkøber nu sigtet af politiet
Politiet i Sydøstjylland har efterforsket sagen efter anmeldelsen fra Adelholm VVS. Efterforskerne har fået fat i manden, der gerne vil opkøbe, men ikke betaler. Manden er nu siget i forholdet, oplyser politiet.
Om sigtelsen ender i en tiltale og dermed en straf vil yderlige efterforskning vise. Yderligere kan politiet ikke sige i sagen.
Smæk døren i!
- Vi kan kun anbefale alle andre at lægge på eller lukke døren i, hvis I bliver opsøgt af denne mand. Vi har set på Facebook, at han er kroat. Han taler dårligt dansk, men snakker og snakker, så man kan blive helt overbevist. Men han svindler – og har tilsyneladende snydt mange andre på forskellig vis, siger Dorte Adelholm.
Ved Adelholms anmeldelse til politiet kunne betjentene fortælle, at der var kommet flere anmeldelser om svindel og forsøg på svindel med skrot.
Tysktalende opkøber
Thomas Børgesen fra VVS Teknik i Østbirk sidder i TEKNIQs lokale bestyrelsen i området.
- Det er jo vigtigt at få advaret, når der er sådanne typer på færde i et lokalområde. Jeg fik også selv et opkald fra en tysktalende opkøber, som havde været forbi vores adresse. Han ville købe skrot og håndvaske til en god pris. Men alt skulle gå så hurtigt, at jeg sagde nej. Om han reelt ville købe eller ville svindle er svært at sige, siger Thomas Børgesen.