-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Det skal være lettere at drive virksomhed i Europa. Det er målet for EU-Kommissionen, der i onsdags lancerede en plan, der blandt andet slår hårdt ned på administrative byrder.
EU-Kommissionen fremlagde i onsdags en plan, der skal sikre Europas konkurrenceevne og indhente USA og Kina. Strategien kaldes the EU Competitiveness Compass – men for virksomheder i det tekniske erhvervsliv kan det kaldes en glædelig nyhed. Planen er, at virksomheder skal have reduceret 25 procent af deres rapporteringskrav, mens tallet for SMV'er er 35 procent.
TEKNIQ har længe arbejdet aktivt for at reducere de administrative byrder for erhvervslivet, blandt andet med kampagnen Slip byrderne, løb omstillingen.
Allerede i næste måned lander de første konkrete forslag til at reducere rapporteringskravene. Kommissionen udtaler yderligere, at målet er, at tiltagene i sidste ende vil give europæiske virksomheder årlige besparelser på 37 milliarder euro.
Grøn, digital og innovativ
The EU Competitiveness Compass kommer også til at fokusere på at skabe gode rammer for innovation, sikre sammenspillet mellem grøn omstilling og konkurrenceevne og at forøge brugen af digitale værktøjer. Til det formål har man udarbejdet fem mål:
Fem mål skal indfri ambitionerne
- Lovgivning og regler for virksomheder skal forenkles.
- Det indre marked skal styrkes.
- Sikre bedre adgang til investeringer og kapital.
- Fokus på at uddanne arbejdsstyrken for at sikre de rette kompetencer til fremtiden.
- Bedre koordinering af politikker på tværs af EU for at sikre, at landene arbejder mod samme fælles mål for økonomisk vækst og sikkerhed.
-
Hvad vil EU-Kommissionen?
1 –Luk innovationsgabet:
Europa halter bagefter i udviklingen af ny teknologi sammenlignet med sine konkurrenter. EU vil lukke gabet ved at forbedre vilkår for startups og vækstvirksomheder, styrke adgangen til risikovillig kapital og øge støtten til forskningssamarbejder.
2 – Grøn omstilling og konkurrenceevne skal gå hånd i hånd:
Den grønne omstilling skal kobles sammen med industri-, konkurrence- og handelspolitik, så det sikres, at omstillingen bliver effektiv og skaber vækst. Virksomheder skal have sikret adgang til billig energi, og EU skal promovere udvikling inden for grøn teknologi. Der skal CO₂-afgifter på importerede varer.
3 – Sikkerhed er en nødvendighed for virksomheders succes:
EU skal i højere grad kunne stå på egne ben. Derfor skal EU gøres mindre afhængigt af kritiske råstoffer fra udenlandske leverandører ved at sikre fælles indkøb. Europas egen forsvarsindustri og andre kritiske industrier skal opbygges, ligesom europæiske virksomheder skal beskyttes mod geopolitiske trusler. Derfor skal EU’s beredskab mod kriser styrkes.