-
Industri
HC Smedes unge adm. direktør og medejer Christoffer Bjerre er oprindelig uddannet tømrer. En uddannelse som maskiningeniør har sendt ham ind i metalverden som medejer af en virksomhed i kraftig vækst og med 48 medarbejdere.
Det går stærkt hos HC Smede for tiden, hvor virksomheden netop er ved at flytte i nye bygninger – og samtidig er ved at aflevere anden etape af den hidtil største ordre på 400 altaner til én byggeplads. Men den 33-årige direktør er roligheden selv, imens han viser rundt og både fortæller om produktionen og om de mange internationale mennesker, der arbejder forskellige steder i produktionen. Christoffer Bjerre kender alle, fordi han trods sine unge alder har seks års ansættelse bag sig i HC Smede som maskiningeniør.
I marts satte Bjerre sig i stolen som adm. direktør og afløste hovedaktionæren Henrik Holm på posten.
- Henrik har ønsket at være rettidig med et generationsskifte. I 2019 købe jeg en aktiepost, og i forlængelse af det aktiesalg fik jeg direktørposten i marts. Henrik er med omkring driften, og vi sparrer stadig om mange ting. Men jeg har ansvaret dagligt, siger Christoffer Bjerre, der ejer 25 procent af aktierne i HC Smede.
Træet trak
Allerede på efterskolen dyrkede Bjerre interessen for metal på en smede-linje, som skolen tilbød. Men efter at have hjulpet en tømrermester med at bygge på at sommerhus til forældrene, bankede den unge mand på hos den lokale tømrer og fik en læreplads. Senere trak tanken om at blive ingeniør. Bygningsingeniør blev første forsøg, men det var for kedeligt. I stedet blev det maskiningeniør, der vakte den store interesse.
Under studietiden blev det til et fritidsjob med at tegne og dimensionere trapper og altaner for HC Smede og Henrik Holm. I 2018 blev det til en fast ansættelse, som hurtigt endte i en post som leder af hele projekteringsafdelingen.
- Det er helt afgørende, at vi selv kan dimensionere. Produkterne skal holde, men hvis man kan dimensionere ned til 2/3, så vinder både kunden og miljøet. Min viden fra afdelingen er vigtig som direktør, siger Bjerre.
Fredag med formanden
Skridtet op til posten som administrerende direktør har ikke været så stor. To værkførere kører den daglige produktion – og projekteringsafdelingen leder George Michael Hansen, der var den første ingeniør, Bjerre ansatte i afdelingen. Montagen ledes af Kjeld som har et godt tag om kunder og medarbejdere. Samtidig har den 33-årige direktør selv god sparring med sin bestyrelsesformand Bettina Vorsøe Elkjær.
- Tidlig hver fredag morgen vender vi lige aktuelle forhold og eventuelle udfordringer. Det er en god sparring for mig at kunne trække på erfaringer hos en erfaren direktør udefra, siger Bjerre.
Med stærk vækst de seneste år venter nu en ny strategiproces for direktøren. Der skal sættes nye mål sammen med bestyrelse og ejer for væksten for HC Smede.