-
Industri
Spørgsmål:
Med anden smitte-bølge rullende ud over de danske kommuner er Corona-spørgsmål igen begyndt at fylde meget i rådgivningen af industri-virksomhederne. Få svaret på de mest stillede spørgsmål fra TEKNIQ Arbejdsgivernes rådgivere her.
Svar
Med anden smitte-bølge rullende ud over de danske kommuner er Corona-spørgsmål igen begyndt at fylde meget i rådgivningen af industri-virksomhederne. Få svaret på de mest stillede spørgsmål her fra TEKNIQ Arbejdsgivernes rådgivere her.
En medarbejders børn er blevet sendt hjem, fordi der er en smittet elev i klassen med en positiv coronatest. Vi er ikke så bekymrede her i virksomheden. Medarbejderen arbejder i en funktion for sig selv i hallen og er ikke i tæt kontakt med andre. Men skal den pågældende sygemeldes og testes?
Fordi en medarbejders barn bliver sendt hjem grundet smitte i klassen, og derfor skal testes, er ikke ensbetydende med, at medarbejderen også skal testes.
Hvis medarbejderen selv vælger at blive hjemme ved barnet – enten fordi barnet er for lille til at være hjemme selv, eller for selv at blive testet, vil det være frihed for egen regning. Børneomsorgsdage jf. overenskomstens § 15, stk. 3 kan også benyttes.
Vælger virksomheden at sende medarbejderen hjem indtil en negativ test for barnet foreligger, vil det være for virksomhedens regning, og medarbejderen betales som ved fravær under sygdom.
En medarbejder uden symptomer kan ikke sygemelde sig selv i denne situation. Virksomheden kan vælge at sende medarbejderen hjem af sikkerhedsmæssige årsager – og betale lønnen. Eller måske hjemsende og bede pågældende at arbejde hjemmefra, hvis det er praktisk muligt.
Men hvis en medarbejder ikke har tegn og symptomer på corona, så kan personen ikke sygemeldes. Vælger en medarbejder selv at blive hjemme i denne situation, så er det for egen regning. Det vil sige feriedage eller løntræk.
En medarbejder – en klejnsmed – har været til fest i familien i weekenden. Efterfølgende har det vist sig, at en enkelt festdeltager har været smittet med Corona og nu er blevet sygemeldt. Medarbejderen ønsker pga festen selv at blive testet og blive hjemme, indtil testresultatet er klart. Smeden er rask og feberfri. Skal han have fri til at blive testet? Og skal vi sygemelde en rask person, indtil smittetesten foreligger?
Svaret er nej og nej. Man skal være syg for at blive sygemeldt.
Hvis sundhedsmyndighederne anbefaler, at man bliver testet, og er fraværene indtil negativ test foreligger, vil det være at betragte som en sygemelding. Pålægger virksomheden medarbejderen at blive hjemme, vil de skulle betale almindelig løn i fraværsperioden.
Er det medarbejderen, der på eget initiativ vælger at blive hjemme indtil negativ test foreligger, vil det være frihed for egen regning.
Hvis lægen beder en medarbejder om at tage en test, så er man sygemeldt, indtil resultatet er klar. Men hvis medarbejderen blot ønsker en sikkerhed for, at man ikke er smittet, så er det for egen regning, hvis det betyder fravær fra arbejdspladsen.
Vi er en virksomhed med 20 ansatte med meget eksport. Vi har efter sommerferien oplevet en betydelig ordrenedgang. Vi overvejer arbejdstidsfordeling for at fastholde dygtige medarbejdere, som er svære at finde. Vi planlægger at lade 10 medarbejdere indgå i fordelingen. Kan vi det?
Virksomheden kan iværksætte arbejdsfordeling enten for hele virksomheden, en afdeling eller en enhed. Der kan ikke plukkes enkelt personer ud, men fordelingen kan køres for de 10 personer, såfremt de udgør en afdeling eller en selvstændig enhed. I henhold til den midlertidige arbejdsfordeling, der kan iværksættes senest den 31. december 2020, er der dog mulighed for, at friholde eventuelle nøglepersoner, såfremt der er enighed om det blandt de omfattede.
Faktaboks:
4 links til fakta om Corona
Sundhedsstyrelsen – generel information omkring Corona, retningslinjer, restriktioner m.v.
https://www.sst.dk/da
Corona Linjen – for spørgsmål du ikke selv kan finde svar på på sst.dk
https://www.sst.dk/da/corona/yderligere-information/hotlines
Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering – Oversigt over hjælpepakker, både for borgere og virksomheder
https://star.dk/
Virksomhedsguiden – råd og vejledning til, hvordan virksomheden kommer igennem krisen
https://virksomhedsguiden.dk/erhvervsfremme/content/