-
Industri
NG Metal ved Skive har 50 mand i Danmark og 210 mand i en stor fabrik i L’Viv det vestlige Ukraine. Hverdagen fortsætter uændret i den højspændte situation, men en plan B er klar, hvis krisen rammer hele Ukraine.
”Same procedure as yesterday.”
Sådan lyder det korte svar fra økonomidirektør Flemming Lind fra NG Metal, når man spørger til konsekvenserne af den højspændte situation ved Ukraines grænser imod Rusland og Hviderusland.
Skive-virksomheden har igennem 17 år oparbejdet erfaring i at køre med to fabrikker og to produktioner – en i Danmark og en i det billigere Ukraine. Netop nu udspiller der sig en politisk krig på ord imellem verdens ledere omkring en invasion af Ukraine. Men i hverdagen på fabrikken i L’Viv i det vestlige Ukraine blot 50 km fra den polske grænse er hverdagen ganske uforandret.
Der er 1.400 km fra L’Viv til brændpunkterne østpå i det store land.
Produktion spejlet
-Vi har da fået spørgsmål fra kunder om sikkerheden i vores leverancer i den aktuelle situation. Men så længe at grænserne er åbne, så kører vi helt normalt produktion og samarbejde imellem Danmark og Ukraine. Et færdigt element ligger klar her på fabrikken tre dage efter produktion i L’Viv, siger Flemming Lind.
NG Metals kunder bliver nu løbende opdateret på situationen. Skulle den værst tænkelige situation opstå, og Ukraines grænser bliver lukkede, så har NG Metal dog en plan B klar. Produktions-apparatet er stort set spejlet i de to fabrikker, så det meste kan produceres på begge fabrikker uden større omstilling. Dertil kommer et fintmasket net af underleverandører i Danmark, der kan være med til at geare op på leverancer til NG Metal, hvis …….
-Men hvis vi ser bort fra ordkrigen og oprustningen netop nu, så er der ikke noget nyt i Ukraine. Russerne har siden 2014 forsøgt at destabilisere Ukraine på alle måder. 13-14.000 mennesker er blevet dræbt, imens verden har haft travlt med at tale om Syrien og andre kriser. Her i landet er den russiske trussel blevet hverdag, og der er helt ro på vores medarbejdere, siger Flemming Lind.
Tæt på Polen
NG Metals fabrik ligger 25 km fra byen L’Viv med 750.000 indbyggere. Det er blot 50 km fra den polske grænse. Her i det vestlige Ukraine er der en hel enklave af vestlige virksomheder herunder en lang række danske produktionsvirksomheder inden for tekstil og møbelproduktion. NG Metal er en af de få metalvirksomheder. De ligger typisk i den østlige del af Ukraine tæt på de store stålproducenter.
70 procent af NG Metals produktion foregår i dag i Ukraine. Det er især de store og krævende opgaver, der placeres i Ukraine. Mindre opgaver og serier løses i Danmark.
17 år i Ukraine
NG Metal investerede i Ukraine i 2004. Flere og flere kunder havde talt om at lægge ordrer i billigere lande som Kina, og virksomheden ville undersøge muligheder for at fastholde ved selv at lægge produktion i et billigere land. Lokale jyske virksomheder fra tekstilindustrien var på vej til Ukraine, og her fandt NG Metal en egnet bygning og mulighed for at komme i gang. Efter et års renovering og ombygning var bygningen klar til produktion.
-Der har været mange erfaringer at gøre igennem årene, men nu fungerer det. Efter et par år fik vi lokal ledelse på fabrikken. Vi har i dag mange medarbejdere med lang anciennitet, og vi er sammenlignet med lokale ukrainske virksomheder i den høje ende af lønskalaen. Vi stiller store faglige krav og har et højteknologisk setup helt på niveau med Danmark, siger Flemming Lind.
I de seneste femten år har Ukraine forandret sig og øget velfærden betydeligt. Ved starten i 2005 blev medarbejdere hentet i busser i lokalområdet og kørt hjem igen. Nu kommer mange medarbejdere i egne biler og har generelt opnået en helt anden levestandard. ´
Lav timeløn
Sammenlignes omkostningerne pr. time direkte med Danmark, så er de danske udgifter tre til otte gange højere end i Ukraine afhængig af faggruppe. Men den direkte sammenligning advarer Flemming Lind imod at gøre. Der er mange indirekte omkostninger, og der kræves kritisk masse for at gøre et sådant set up rentabelt. Erhvervsuddannelsessystemet eksisterer slet ikke på samme niveau som i Danmark, og der bruges lang tid på at uddanne og opkvalificere nye medarbejdere.
Til gengæld er opskolingen af ukrainerne lykkedes så godt, at det ikke længere er nødvendigt at sende medarbejdere til Skive for uddannelse. Det klares i dag lokalt.
Vigtig kapacitet
For NG Metal er muligheden for at øge produktionen via fabrikken i Ukraine i en tid med højkonjunktur lige så vigtig som omkostningsniveauet.
-Med fabrikken i Ukraine har vi adgang til at øge produktions-kapaciteten. Det er helt afgørende for virksomheden og vores mulighed for udvikling. Vi har ingen planer om andet end at fortsætte i Ukraine, siger økonomidirektøren, der personlig også holder af lokalområdet, hvor fabrikken ligger.
Smuk landsdel
Området er præget af de historiske bånd til Polen og Østrig og har smukke bygninger og mange kulturelle tilbyd at byde på. Men syv års liv med den russiske trussel hængende over hovedet ses. Det ukrainske flag er på en helt anden måde blevet en del af bybilledet overalt. Fædrelandskærligheden er tydelig, og medarbejderne følger med og diskuterer løbende situationen.
Men arbejdsdagen er uændret. PÅ NG Metal Ukraine møder 210 medarbejdere hver dag. Og en fabrik og en produktion i Ukraine er uændret en del af NG Metals strategi.
NG Metal
Underleverandør i metal
Adm. direktør: Christen Bo Justesen
Produktion: Balling ved Skive og L’Viv Ukraine
Ansatte: 50 i DK og 210 i Ukraine
Etableret i Ukraine i 2004
90 pct af produktionen i Ukraine er til danske kunder
Web: www.ng-dk.com
Flemming Lind har i syv år vænnet sig til at Ukraine er under pres fra russisk side. Derfor kører fabrikken uanfægtet videre