-
Industri
På Svend Frederiksen Maskinfabrik er overenskomstforhandlinger, inflation og energipriser vigtige brikker i 2023. Direktøren er fortrøstningsfuld i forhold til det kommende år – men også forsigtig i en tid, hvor ordrerne til robotbranchen er taget lidt af.
Direktør og indehaver Fleming Frederiksen:
Hvad har været den største begivenhed for jeres i virksomhed i 2022?
Stigningen i gas og elpriser har haft stor betydning i 2022. Vi har pga. tilslutningspligt otte gasfyrede anlæg til opvarmning af virksomheden. For to år siden gav vi 1,50 krone for en kubikmeter gas. I sensommeren var vi oppe at betale 22 kr/kubikmeter. Samtidig har elpriserne også sat rekorder. Samlet har det udfordret os langt mere end eksempelvis corona-epidemien.
Konsekvensen har været, at vi har valgt at lægge et energitillæg på fakturaen på fem procent fra september. Her fra december er det så nedsat til tre procent pga de seneste prisfald. Vi håber, at energipriserne nu har stabiliseret sig, så vi også kan få de meget høje acontobetalinger fra efteråret retur i starten af det nye år.
Hvor ligger de største udfordringer for 2023?
Vi har de senere år satset på at være underleverandør til den danske robotbranche og ikke mindst virksomhederne i robotklyngen i Odense. Det har været et interessant samarbejde, og jeg er ikke i tvivl om, at der fortsat vil være efterspørgsel på robotter og automatisering – ikke mindst fordi der er så stor mangel på arbejdskraft i mange lande.
Men vi oplever også, at denne branche sætter nogle ting på hold og lige afventer effekten af de forhold, der dominerer markederne netop nu. Det er for tiden lidt som at køre i en tæt tåge af inflation, krig i Europa, energikrise og andre forhold, som gør det svært at navigere og styre sig igennem. Vi har jo samtidig en overenskomstforhandling, der er meget vigtig for virksomhedernes økonomi.
Hvor ligger mulighederne?
Jeg er optimistisk i forhold til vores kompetencer. Vi har dygtige smede og industriteknikere, som er noget af det mest efterspurgte arbejdskraft. Det vil der helt sikkert være efterspørgsel på i 2023. Så kan det være, at en klassiker som fødevarebranchen måske vil fylde lidt mere i ordrebogen i det kommende år end sidste år. Det får vi at se. Vi er fortrøstningsfulde, men også lidt forsigtige. Vi overvejer et solcelleanlæg til fabrikkens tage, men ellers er der ikke store investeringer i planerne for det kommende år.
Materialepriserne er nu faldet og har stabiliseret sig. Vi har en inflation, som vi stille og rolig skal have kompenseret hos vores kunder. Det er spændende, hvor langt vi kan komme med det.
Har du nogle ønsker til den nye erhvervsminister – Morten Bødskov?
Vi har fået en minister med betydelig erfaring både som politiker og som minister. Det er et godt udgangspunkt. Jeg synes faktisk, at vi på erhvervsområdet er i god gænge på mange erhvervsområder, som nu skal føres ud i livet. Jeg håber blot, at ministeren vil gå i spidsen, hvis vi rammer en recession. I det tilfælde kunne det blive nødvendigt at rykke endnu hurtigere på den grønne infrastruktur og sætte mere gang i fjernvarme, elkabling, varmepumper, ladestandere, vindmøller og mange andre forudsætninger for den grønne omstillings succes.