-
Industri
-
El
-
VVS
Eksploderende energipriser og brand i malerafdelingen satte sine spor i 2022 hos Zinkpower. I 2023 skal en ny og effektiv malerafdeling opbygges.
Adm. direktør Niclas Adelsparre:
Hvad var den største begivenhed for din virksomhed i 2022?
Den største enkeltstående begivenhed var en brand i vores malerafdeling i Holstebro, der blev helt ødelagt. Men jeg tænker også tilbage på et uroligt år med krigen i Ukraine, høj inflation, manglende råvarer, høje zinkpriser og en høj dollarkurs, som vi handler zink i. Endelig steg elpriserne voldsomt. Turbulent er det rette udtryk for 2022 for Zinkpower. Vi bruger el svarende til 5.000 husstande, så elprisen er afgørende for os.
Hvor ligger de største udfordringer i det nye år?
Vi har meget travlt endnu. Recession mærker vi ikke tegn på, selvom stigende renter, faldende boligmarked og mange andre nøgletal blinker. Hvis byggesektoren og de mange små og mellemstore metalvirksomheder bliver ramt, så vil det hurtigt kunne mærkes i vores ordrebøger. Kommer den opbremsning, så er vi klar til en tilpasning af virksomheden.
Hvor ligger mulighederne i 2023?
Opbygningen af et nyt malerværksted i Holstebro vil gøre det muligt at blive mere effektive, mere grønne og med et mindre energiforbrug. Vi tilbyder maling af elementer efter forzinkning som en ekstra beskyttelse. Det bliver med en bedre proces i fremtiden.
Vores elforbrug er i dag alene baseret på grøn strøm for at spare miljøet. Det er vigtigt for vores koncern, og det vil vi da bruge i forhold til vores kunder. Men det betyder også, at vi ligger til en elpris, der kan blive 300 procent højere. Det betyder en hel del med et forbrug svarende til 5.000 husstande om året. Vores zinkkar koger uafbrudt igennem døgnet ved 450 grader.
Har du et ønske til erhvervsministeren?
Jeg vil gerne have, at ministeren sikrer et større udbud af arbejdskraft. Vi har cirka 100 mand ansat i Odense og Holstebro. Der er folk med 25, 30 og 40 års jubilæer imellem. Så vi har en gruppe af trofaste medarbejdere. Men det er en konstant udfordring at sikre tilstrækkeligt med hænder til produktionen og faktisk også i administrationen.
Så et større udbud af arbejdskraft, der kan sikre os en reel gruppe af kandidater at vælge imellem, ville være et ønske til den nye erhvervsminister.