-
Industri
Bureaukrati plager altanproducent i København. Hvor er fornuften, telefonsamtalen og mødet i gården, der løser udfordringerne, spørger Jan Lildal fra Vestbjerg Smedie. Det har taget 20 måneder at få en rutinesag med byggetilladelse igennem på 42 altaner!
-Så fik der lige seks måneder, inden vi hørte fra Københavns Kommune….
Jan og Mette Lildal gennemgår en byggesag fra Hallandsgade i København for at give et eksempel på, hvor frustrerende det er for deres altanfirma, at skulle arbejde sammen med kommunen i hovedstaden for at få en byggetilladelse.
I denne sag drejer det sig om en pæn stor ordre på 48 altaner, som skal produceres i deres virksomhed Vestbjerg Smede nord for Aalborg og monteres i det centrale København for en andelsboligforening. Ordren er indgået og betalingen er deponeret på en lukket konto.
Men der foreligger endnu ingen byggetilladelse, selvom ansøgningen blev indsendt en julidag i 2019!
-Al kommunikation foregår via email med Københavns Kommune. Man kan ikke ringe en sagsbehandler op. Og et forslag om at arrangere et møde imellem andelsboligforening, kommunens embedsmænd og Vestbjerg Smede bliver helt afvist. Her kunne vi ellers have aftalt det, der nu ikke er lykkedes på 20 måneder. Jeg ville med glæde køre fire timer hver vej for sådan et møde, sukker Jan Lildal.
Vestbjerg Smede er eksperter i altaner. De har arbejdet på markedet i København siden 2005, men aldrig oplevet ventetider som nu. De manglende byggetilladelser på en række ordrer betyder, at der er taget anden produktion ind på timebasis i virksomheden i Nordjylland for at fastholde de dygtige altanmedarbejdere.
Tidligere var der store problemer i eksempelvis Aalborg. Det er nu løst – og sagsbehandlingen tager nu omkring fem uger deroppe.
-Det er jo ikke just raketvidenskab at bygge og montere en altan. Udfordringen er simpelthen blevet at komme igennem en byggesagsbehandling. Det er så frustrerende. Det virker som om, at sagsbehandleren død og pine skal finde fejl i sagsbehandlingen. Og så er der meget smagsdommer over de reaktioner, der kommer på vores ansøgninger, siger Jan Lildal.
I sagen om Hallandsgade er der nu sat den tredje sagsbehandler på sagen – og det har flyttet på hastigheden. Der har været kommunikation på telefon og nu er der netop kommet tilladelse til at opsætte de første 32 altaner - efter 20 måneders ventetid!
Jan og Mette har fire forbedringsforslag:
- Smidig sagsbehandling med løbende dialog
- Tillid imellem sagsbehandler og leverandør/håndværkere
- Løsningsorientering og fornuft i tilgang fra sagsbehandler.
- Mere ansvar og beslutningskraft hos sagsbehandler.
Læs flere artikler om emnet i Industri & Teknik
Foto: Lars Horn