-
El
-
VVS
Ny politisk aftale sikre 2,3 milliarder kroner til danskere, der vil sende deres olie- eller naturgasfyr på pension og gå over til en mere miljørigtig løsning.
Der er godt nyt til de danskere, som i øjeblikket overvejer at udskifte deres oliefyr og naturgas med eksempelvis en varmepumpe. Regeringen og partierne bag klimaaftalen kunne fredag præsentere en aftale om markant støtte til udfasningen af olie- og gasfyr samt udrulningen af fjernvarme og varmepumper.
- Det vigtigste er, at regeringen og folketingets partier tager ansvar for en markant CO2-reduktion. Samtidig skaber man med denne aftale sikkerhed for, at det også de kommende år bliver muligt at få støtte til at udskifte det gamle olie- eller gasfyr med en mere miljørigtig løsning – eksempelvis i form af en varmepumpe, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Støtte til afkobling
Aftalen betyder blandt andet, at der afsættes 2,3 mia. kroner til omlægningen fra fossil til grøn opvarmning. Og man håber på denne måde at kunne udskifte 60.000-70.000 oliefyr og 120.000-170.000 gasfyr frem mod 2030. Sammenlagt vurderes det at reducere CO2-udledningen med 700.000 ton.
- Det er også vigtigt, at man med aftalen sørger for, at der er balance mellem støtten til fjernvarme og varmepumper. I sidste ende handler det om, at så mange danskere som muligt skal have adgang til grønnere opvarmning, og det er dagens aftale et solidt skridt hen imod, siger Simon O. Rasmussen og uddyber:
- Det er ligeledes positivt, at man med ordningen vil hjælpe med at dække boligejernes udgifter til afkoblingen fra gasnettet, så kunderne ikke kommer til at stå med en ekstraregning på 8.000 kroner, når de vil droppe deres gasfyr til fordel for grønnere alternativer, siger Simon O. Rasmussen.