-
Industri
Skattestyrelsen har netop politianmeldt 19 personer for svig eller forsøg på svig med rentefri momslån. I alt er der indgivet anmeldelser for knap 5,4 mio. kr. Alle sagerne er stoppet, før uberettiget udbetaling fandt sted.
Skattestyrelsen har netop politianmeldt 19 personer for svig eller forsøg på svig med rentefri momslån, som små- og mellemstore virksomheder havde mulighed for at ansøge om i maj og juni i år. Anmeldelserne sker, fordi de ansøgende virksomheder ikke opfylder de objektive betingelser for at opnå lån, og fordi der efter Skattestyrelsens opfattelse kan være tale om strafbare forhold. I alt er der indgivet anmeldelser for ca. 5,4 mio. kr. I alle 19 tilfælde er sagerne stoppet, inden der blev udbetalt uberettiget lån til virksomhederne.
- Når vi går til politiet med de 19 personer, er det fordi, vi kan se, at der er givet forkerte oplysninger i forsøget på at få lån. Når vi har en begrundet mistanke om overtrædelse af momslånsloven, så anmelder vi selvfølgelig sagerne til politiet med henblik på efterforskning og eventuel videre strafforfølgning, siger underdirektør i Skattestyrelsen Kim Tolstrup.
De 19 politianmeldte personer står som ejere af i alt 22 virksomheder. Dette betyder, at der er enkelte af de anmeldte personer, som ejer mere end en virksomhed. Anmeldelserne er kendetegnet ved, at virksomhederne enten har ansøgt om lån flere gange, ikke har været momsregistrerede, eller at de ikke er berettiget til et rentefrit lån, da virksomhedens ledelse inden for de sidste 10 år er dømt for skatte- og afgiftssvig.
2.500 afslag på lån
I perioden 5. maj til 15. juni 2020 ansøgte i alt ca. 26.100 virksomheder om rentefri lån i den moms, virksomhederne havde indberettet i marts eller den lønsumsafgift, de indberettede i april. Heraf blev ca. 23.600 bevilliget det ønskede lån, mens ca. 2.500 fik afslag på ansøgningen. Den hyppigste årsag til afslaget har været, at virksomheden ikke havde indberettet moms- eller lønsum, der kunne ydes lån i.
- En del af låneansøgningerne har vi ikke kunnet imødekomme, da virksomhederne ikke har angivet moms eller lønsum til tiden for de afgiftsperioder, der danner grundlaget for lånene. I de tilfælde har vi sendt et afslag, og her vurderer vi ikke, at der er tale om forsøg på svig, siger Kim Tolstrup og fortsætter:
- Vi har netop åbnet for anden runde af låneansøgningerne, så virksomheder, der ikke tidligere har fået lån, nu kan få hjælp til likviditeten. Helt generelt er det Skattestyrelsens mål, at det skal være nemt for de mange, der har gjort det rigtigt, at få deres lån, men også svært for de få, der ikke spiller efter reglerne. Derfor står vi også denne gang klar med både vejledning og kontrol, fastslår Kim Tolstrup.
Skattestyrelsen har netop åbnet for anden runde af ansøgninger til rentefri lån i moms eller lønsum. Der kan ansøges ind til 18. december.
I alt blev der for låneperioden 5. maj til 15. juni udbetalt rentefri lån for godt 6,8 mia. kr.
Læs mere om de momslån, der hidtil er udbetalt
Skattestyrelsen administrerer ordningen med rentefri lån i moms og lønsumsafgift. For adgang til og mere information om øvrig kompensation til virksomheder i forbindelse med coronavirus henvises til virkomhedsguiden.dk