-
El
TEKNIQ EL København og den københavnske erhvervsskole TEC brugte Kulturnatten til at brande elektrikerfaget.
Hvor ofte har man mulighed for at tale med 1600 mennesker om elektrikeruddannelsen på én aften?
Sjældent.
Derfor var TEKNIQ EL København og den københavnske erhvervsskole TEC naturligvis klar, da den traditionsrige Kulturnat blev afholdt i hovedstaden fredag.
I Moltkes Palæ, hvor de københavnske håndværkerlaug havde hver sin stand, fortalte unge elektrikerlærlinge fra TEC de nysgerrige besøgende om mulighederne i elektrikerfaget.
Flere af bestyrelsesmedlemmerne fra TEKNIQ EL København var også til stede, blandt andet Dan Weibel fra Brdr. Weibel EL-Teknik. Han glædede sig over samarbejdet med TEC:
– At brande elektrikeruddannelsen har kun værdi, hvis unge ambassadører tør stille sig frem og være stolte af sig selv og sit håndværk. Vi ældre skal ikke sidde og samle forlængerledninger på sådan en aften. Derfor har vi været meget glade for samarbejdet med TEC og de unge lærlinge, som brugte sin aften på at hjælpe os med at brande el-faget.
Man skal holde pølserne for sig selv
De unge havde på forhånd forberedt to stande med el-ladestandere, relæer, kontakter og LED-lys, som københavnerne kunne se og føle på. Derudover havde de bygget et spil, hvor man på tid skulle indtaste en lyskode. Og endelig præsenterede de unge også tilskuerne for, hvad der sker, hvis man ikke holder pølserne for sig selv. I en glaskasse satte de unge strøm til en pølse. Et stort tilløbsstykke for tilskuerne, som hurtigt kunne konstatere, at strøm er fremtiden, men ikke noget, man selv skal rode med.
– Som el-installatører driver vi Danmarks grønne og digitale omstilling – fx med opsætning af ladestandere og solceller. Men det er også vigtigt at huske på, at strøm er farligt, hvis man ikke ved, hvordan man skal bære sig ad, lød det fra bestyrelsesformand for TEKNIQ EL København Jan Skovsgaard, som til daglig driver City Elektrikeren A/S.