
Savner du inspiration og hjælp til arbejdsmiljøet? 130 industrivirksomheder har nu haft inspirations-besøg af et lille team bestående af en arbejdsmiljøkonsulent fra TEKNIQ Arbejdsgiverne og fra CO-Industri. Virksomhederne giver topkarakter til både besøget og materialer til at arbejde videre med arbejdsmiljø. Og din virksomhed kan nå det endnu…
- Under vores besøg på 130 virksomheder har vi oplevet, at der ofte er investeret i et godt arbejdsmiljø på virksomhederne: Saks-lifte, udsugning, løfteværktøjer, personlige værnemidler og afskærmninger. Mange ledere handler og løser opgaverne hen ad vejen, mere end de dokumenterer. Derfor inspirerer og hjælper vi med værktøjer til at komme videre med arbejdsmiljø - og dokumentationen.
Det siger arbejdsmiljøkonsulent Ronnie Olsen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, der sammen med en repræsentant fra CO-Industri udgør det lille hold, der tager rundt og besøger interesserede virksomheder.
Arbejdstilsynet har lige været på besøg. Vi var slet ikke nået i mål, men vi fik ingen påbud, fordi tilsynet kunne se vores handlingsplaner og materialer fra jeres besøg. Jeres materialer er gode, og vi behøver derfor ikke opfinde den dybe tallerken.
Virksomhedsbesøgene indgår i et projekt under BFA-Industri, hvor der er rent fokus på arbejdsmiljø. Ledelsen og arbejdsmiljørepræsentanten ser og gennemgår sammen med konsulenterne fra de to organisationer hele arbejdspladsen efterfulgt af en snak om arbejdsmiljøarbejdet. Herefter får virksomheden en lille rapport med inspiration, materialer og ideer til det videre arbejde.
Efter de 130 besøg er der lavet 79 opfølgninger, hvoraf 73 har ført til handlinger og forbedringer på virksomhederne.
- Ledere i vores industrivirksomheder er vant til at få en udfordring løst. Vi er glade for at se, at så mange har handlet på vores anbefalinger. Det gavner arbejdsmiljøet for alle i virksomhederne og gavner også muligheden for at klare et kontrolbesøg fra Arbejdstilsynet, siger Ronnie Olsen.
Det er rigtig godt, at I kommer ud og ser vores situation – og sparker os lidt i gang med b.la. en tur rundt på værkstedet. Vi får set det hele med andre øjne, og det er megagodt.
Målgruppen for projektet under BFA-Industri er primært mindre og mellemstore virksomheder inden for industrien med mellem fem og 75 ansatte. Cirka halvdelen af virksomhederne har haft den lovpligtige opbygning af arbejdsmiljøorganisationen med en valgt arbejdsmiljørepræsentant.
Virksomhederne bliver bedt om at evaluere udbyttet af besøget og materialerne. Her ligger gennemsnittet på 5,2 ud af 6. Ønsker din virksomhed at få et besøg, så kan man kontakte Ronnie Olsen på arbejdsmiljø@tekniq.dk
På grund af den store interesse fra virksomhederne er arbejdsmiljø-projektet netop forlænget til udgangen af 2024.
Jeg vægter nok besøget, snakken, input og dialogen højest. Så er der også materialer til de emner, vi har drøftet under besøget. Her kan man se, hvad og hvordan vi skal gøre