-
El
-
VVS
TEKNIQ Arbejdsgiverne og en bred koalition af organisationer og fagforeninger lancerer syv forslag til, hvordan bygningerne kan blive grønnere, sundere og billigere i drift. Et grønt anlægsloft er et af initiativerne.
TEKNIQ Arbejdsgiverne står bag et fælles udspil med SYNERGI i spidsen for at sikre grønne og sunde offentlige bygninger.
I alt 13 organisationer og fagforeninger står bag udspillet, der skal gøre op med mange års efterslæb.
- Det kan ikke være rigtigt, at vi år for år skal se det samme scenarie gentage sig: Offentlige bygninger spilder kostbar energi, fordi de er utidssvarende. Samtidig kæmper de ofte med dårligt indeklima, fordi området gennem mange år er blevet negligeret i kampen om renoveringskronerne på de offentlige budgetter. Det er ikke rimeligt, at det skal ramme både unge og ældre borgere, når vi ved, hvad der skal til for at løse problemet og skabe en bæredygtig fremtid, siger Troels Blicher Danielsen, der er adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Parterne foreslår blandt andet:
• Et klart mål for renovering og reduktion af det offentlige energiforbrug
• Minimumskrav for indeklimaet i alle offentlige bygninger
• Et særskilt grønt anlægsloft
SYNERGI mener, at det er nødvendigt at få politisk fokus på at renovere landets mange offentlige bygninger - ikke mindst af hensyn til både unge og ældre, der typisk bruger dem.
- Bygninger er en af de største kilder til udledning af drivhusgasser. Vi når ganske enkelt ikke i mål med den grønne omstilling uden langt mere moderne, energieffektive bygninger. Samtidig er det dårlige indeklima i velfærdsbygninger det måske mest oversete velfærdsområde i Danmark. Hver dag bruger vores yngste og ældste medborgere en stor del af deres tid i offentlige velfærdsbygninger. Vi kan ikke være bekendt at give dem så dårlige rammer, som tilfældet er mange steder i dag. Derfor er jeg glad for, at det er lykkedes at samle en stor og stærk gruppe af afsendere bag et klart budskab til politikerne: Prioriter grønne og sunde velfærdsbygninger, siger Katrine Bjerre i en pressemeddelelse.
Læs hele udspillet her