-
Industri
I DS Stål-koncernen i Hobro er der højsæson i produktionen. Ikke en eneste af de 1.200 ansatte i hele koncernen har været ramt af sygdommen.
-Vi har endda kørt produktionen videre igennem hele påsken i år for at holde på vores 170 polske medarbejdere, der stod til to ugers karantæne, hvis de tog hjem. I stedet lukker vi hele produktionen ned i juli, så alle kan få en lang ferie.
Det siger direktør Kent Hejn Kristensen, der har ansvaret for DS Stålkonstruktion. Da corona-effekten for alvor ramte Europa, valgte direktøren at fastholde de 230 i produktionen med et tillæg, hvis de undlod at rejse hjem i påsken. Og der er udsolgt i produktionen frem til sommerferien.
Ordrebogen rækker normalt otte til ti uger frem i tiden – og her ser alt godt ud.
-Jeg ved ikke, om vi kører på dampene fra højkonjunkturerne før corona. Der kommer en lang række mindre projekter ind og belægger hele produktionen. Lige nu går det derfor rigtig godt. Men spørgsmålet er i den grad, hvad der sker efter sommerferien: Kommer de store projektordrer tilbage, lyde bekymringen fra Kent Hejn Kristensen.
Virksomheden har derfor valgt at gå fra vækst-bemanding til mere kriserettet bemanding på funktionærsiden. Der er skåret omkring ti procent i bemandingen i funktionærgruppen.
-På den måde er vi forberedte på, hvad der kan vente efter sommerferien. I en mørk stund kunne jeg godt forestille mig, at vi kommer tilbage til en mere brutal virkelighed efter sommerferien, hvor kunderne på eksportmarkedet ikke lægger de sammen ordrer. Men jeg håber for en gang skyld, at jeg tager alvorlig fejl, siger direktøren fra DS Stålkonstruktion.
Med fortsat travlhed på eksportmarkederne har der været en del udfordringer for de udsendte montagemedarbejdere fra Hobro-koncernen. Med lukkede hoteller har der måttet skaffes overnatning i hytter og via Air BNB og andre alternative muligheder.
-Der er også positive effekter fra denne krise. Vi kommer helt sikkert til at spare tid på rejser og møder. Hvor vi før har brugt en dag på et større gammeldags møde, så vil det i fremtiden kunne klares på måske tre timer på et online-møde. I fremtiden vil vi prioritere, hvornår det er nødvendigt at mødes. Det er der trods alt også behov for i nogle situationer. Vi savner lidt at møde kunderne, siger Kent Hejn Kristensen.
Koncernen har lavet prognoser og fremskrivninger af mulige ordrer i den nærmeste fremtid. Den bygger på en vurdering og analyse af de opgaver, som virksomheden kan komme i betragtning til. Det er her, direktøren får tal at bygge sin bekymring på.
-Indekset ligger lavt, når vi kigger fremad på de opgaver, der gerne skulle ind i pipelinen efter sommerferien. Vi er nede i indeks 60-70. Det er bekymrende og lidt underligt, når vi kører med fuld fart i dag. Det ligner en ny verden – et helt nyt marked efter sommerferien.