-
Industri
12-årig Magnus klippede Youtube-filmen for far og Thorup Smed med præsentation af palleteringsmaskinen. 109.000 har nu set videoen! Et firma på New Zealand så filmen og placerede senere en ordre på 1,2 mio. kr i Jylland.
Indehaveren af Thorup Smed, Martin Mikkelsen, har hyret sin 12-årige søn Magnus til at klippe videofilm til YouTube. Farmand leverer optagelserne af palleteringsmaskinen i drift – sønnen sikrer et godt flow og en skarp klipning af videoen.
Uanset om en mulig kunde sidder på kontoret på sin virksomhed i Rusland, Tyskland, Israel eller New Zealand, så skal kunden nemlig i løbet af en 2-3 minutters video på YouTube forstå, at Thorup Smed i Danmark kan levere løsningen - hvis målet er at effektivisere produktion af paller med automatiske sømpistoler, beskæring af hjørner – og til sidst en automatisk laser-gravering af pallen.
-YouTube er en effektiv måde at komme i kontakt med kunder i hele verden. Vores bedste hit er en knap tre minutter lang video, der er vist over 109.000 gange. Den er gået viralt, som det hedder. Og det har skaffet os kunder på fjerne markeder som Rusland og senest i New Zealand, hvor jeg netop har installeret et anlæg, siger Martin Mikkelsen.
Ordre fra New Zealand
YouTube-hittet viser, hvordan Thorup Smeds anlæg gør det muligt for en medarbejder at lægge træ og ben til en palle i fixturet på maskinens bånd, imens sømpistolen sømmer en anden palle. Videoen viser arbejdsgangen og samspillet imellem medarbejder og maskineriet fra Thorup Smed.
Indehaveren af en familieejet virksomhed i New Zealand så muligheden for at effektivisere sin produktion af paller til kiwi-transport. Her skulle der sømmes både oppefra og nedefra – og det løste Martin Mikkelsen. Han sendte det færdige anlæg fra Danmark til New Zealand i en 40 fods container, og så fløj han selv den lange vej ned til kunden.
Digital overvågning
Servicering og tekniske problemer på et produkt på et så fjernt marked gør ikke den jyske producent nervøs.
-Vi overvåger maskinen via internettet. Derved kan vi dirigere virksomheden det rette sted hen til en fejlretning. Så har vi leveret en servicepakke med de reservedele, der efter vores erfaring kan blive behov for. Endelig er det et anlæg uden det store hightech-indhold, som vi har mange års drifts-erfaring med. Det tør vi godt sælge til en kunde på et fjernt marked, siger Martin Mikkelsen.
Kunden i New Zealand betalte både for transport og ophold for Martin Mikkelsen – og så kronede de to parter kundeforholdet med en jagt på kronvildt efter den færdige installation. På den måde gik forretning og fornøjelse også hånd i hånd.
Svar på alle YouTube-reaktioner
Der er i alt 19 beskæftigede hos Thorup Smed, der havde 50-års jubilæum i 2019. Martin Mikkelsen står selv for al salgsarbejdet. Han har efterhånden en del erfaring med de henvendelser, der kommer via YouTube. Omkring 10 procent af alle tilbud bliver til en ordre det første år. Tallet stiger det efterfølgende år, fordi mange forespørgsler er en del af en langtidsplanlægning.
-Men det er afgørende at svare på alle henvendelser fra YouTube – uanset hvor de kommer fra. Man ved aldrig, hvad der fører til en ordre. Og vi er ikke så forskellige, når du først kommer i gang med en forhandling. Det viser sig hurtigt, om der er tale om en seriøs kunde. Men uanset hvad, så kræver jeg altid 100 procent forudbetaling. Det står jeg fast på, siger Martin Mikkelsen.
Njet sagde russeren
En ordre til en russisk kunde blev diskuteret mere end et halvt år på grund af dette princip om forudbetaling. Men Martin Mikkelsen havde hørt mange historier om russisk svindel fra manglende betaling til kontant betaling med forfalskede sedler. Han stod fast på sine betalingskrav. Til sidst blev ordren forudbetalt via en bankoverførsel, og arbejdet med den russiske ordre kunne gå i gang i Thorup Smed.
Næst efter YouTube er det agenter, der henter ordrer til Thorup Smed. Virksomheden har agenter i Tyskland, Benelux og Rusland, der markedsfører og sælger de danske automationsanlæg og specialmaskiner. Erfaringen er, at det sværeste salg er den første maskine i et land.
Den næste maskine sælges langt nemmere med den første kunde som reference.
Svært at hitte
YouTube har vist sig effektiv – men de digitale medier er ikke altid lige til at gennemskue. Sønnen er blevet lovet en bonus, hver gang 100 har set en video. Men top-scoreren med over 92.000 visninger har Thorup Smed ikke kunnet gentage.
-Det er nok lidt tilfældigt, om man virkelig får mange visninger. Det kommer an på, hvem der deler din video – og så giver mange visninger en bedre YouTube-placering på søgeord. Populære videoer får derved endnu flere visninger. Vi har flere gange tænkt, at vi havde lavet en god video og ville få rigtig mange hits – uden at det er sket, siger Martin Mikkelsen.
Se hittet her: https://www.youtube.com/watch?v=180AY3fdzwk