Tag- og facadesektionen er en landsdækkende sammenslutning af virksomheder med speciale i blikkenslagerarbejde under TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Blikkenslagerfaget er et af de oprindelige håndværksfag, der sikrede flotte kupler og tage på bygninger, uanset om de var af kobber, bly eller skifer. Med tiden blev der også behov for bortledning af tagvand, og fabrikation og opsætning af tagrender med tilhørende afløb blev en del af opgaverne.
I dag er blikkenslagerarbejdet højt specialiseret og omfatter nu alle typer beklædning med tyndplade på tage, facader og kviste, men også inddækninger, skotrender og lignende på alle typer af bygninger. Der anvendes tyndplader af metallerne kobber, tombak, aluminium, zink, stål, rustfrit stål og ikke mindst anvendes naturskifer. Se mere om valg af type beklædning i menuen til højre.
For at sikre et fælles grundlag for udførelse af blikkenslagerarbejde, har Tag- og facadesektionen udarbejdet fagbeskrivelser, der nu frit kan anvendes af arkitekter, ingeniører og bygherrer, og som den udførende blikkenslager kan henvise til i sin kvalitetssikring af opgaven. Fagbeskrivelserne ligger under fanen ”Udførelse af tag- og facadearbejde” i menuen til højre.
Tag- og facadesektionens medlemmer er alle klar til at rådgive om og medvirke til udførelse af blikkenslageropgaver på alle typer af bygninger.