Introduktion
Velkommen til Servicelederuddannelsens modul 3, Jura, Overenskomst & Arbejdsmiljø.
Modulet består af tre dele:
Del 1 handler om Jura i hverdagen.
Her får du en grundlæggende viden om nogle af de juridiske problemstillinger, som du møder i dit daglige arbejde som serviceleder.
Du lærer, hvor du skal være opmærksom, når du udarbejder tilbud, samt indgår aftaler og kontrakter på virksomhedens vegne.
Du hører om de juridiske forhold i forbindelse med udførelse af arbejdsopgaver under service- og rammeaftaler, og du lærer om behandling og håndtering af reklamationer og klager, samt hvordan du håndterer kunder, som ikke betaler, eller har indsigelser mod fremsendte fakturaer.
Del 2 er Kend mulighederne i overenskomsterne.
Denne del handler om de muligheder som overenskomsterne - elektrikeroverenskomsten, Industri- og VVS-overenskomsten, samt VVS-overenskomsten - rummer for at skabe mere fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen gennem indgåelse af lokalaftaler, og regler om fleksibel arbejdstid.
Du lærer også om reglerne for rejse- og udearbejde, som fylder meget i en serviceafdeling, og ofte er årsag til tvister og konflikter.
Del 3 handler om Det gode arbejdsmiljø.
Et godt arbejdsmiljø, fysisk såvel som psykisk, er forudsætningen for at drive en effektiv og velfungerende serviceafdeling, skabe et godt omdømme for virksomheden, og tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere.
En del af arbejdsmiljøområdet er lovbundet, og det er dit ansvar som leder at sikre, at de regler og rammer der gælder for arbejdsmiljø efterleves i hverdagen.
I denne del af e-læringen lærer du om kravene i Arbejdsmiljøloven, som naturligvis skal overholdes, herunder krav om risikovurdering og APV (Arbejdspladsbrugsanvisning).
Du lærer også om, hvordan du som leder skal instruere dine medarbejdere om gældende regler og rammer for arbejdsmiljø, og gennem tilsyn sikre, at de overholdes.
Til hver del af modulet er der en række tjek-spørgsmål, som du bedes besvare skriftligt, og medbringe til undervisningen på modul 4.
Det er vigtigt, at du bruger tid på at besvare spørgsmålene omhyggeligt, da de er en god "tjekliste" til dig selv på, at du har forstået indholdet korrekt.
Du bliver naturligvis hverken juridisk ekspert, eller ekspert i arbejdsmiljø, når du har gennemgået modulet. Det er heller ikke meningen.
Meningen er, at du får en grundlæggende viden om de regler og rammer, som gælder på hvert af de tre områder som modulet handler om.
En viden, som du kan bruge direkte i dit daglige arbejde som serviceleder, så du ved, hvad du skal, må og kan gøre indenfor de eksisterende rammer, samt - ikke mindst - hvor der er opmærksomhedspunkter og faldgruber, så du kan søge råd og vejledning, enten fra specialister i virksomheden, eller hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Rigtig god fornøjelse med e-læringen!