Der er en række forhold du som entrepriseleder skal være opmærksom på, når du indgår en akkordaftale:
- Vælg den rigtige akkordholder - husk at det er arbejdsgivereren ( virksomheden), der vælger akkordholder!
- Det er dyrt at afskedige en akkordholder. Vælg derfor en akkordholder som du kender, kan samarbejde med, der har overblikket, og de nødvendige kompetencer til at udfylde rollen som akkordholder
- Tag stilling til, om der skal anvendes opmålt akkord eller slumpakkord.
- Opmålt akkord er et godt alternativ, hvis der ikke er fuldt overblik over projektet
- Slumpakkorden er administrativt lettere (kræver ikke opmåling), men kræver at både arbejdsgiver- og lønmodtagerside har det fulde overblik over projektet. Hvis der ikke er fuldt overblik anbefales den opmålte akkord
- Det kan være en god idé at lægge daglønstimer ind i akkordsummen - det reducerer antallet af regulære daglønstimer på projektet
- Der skal fastsættes et procenttillæg, som lægges ind i akkorden, og gives for de ekstra arbejdsydelser, der hører med, f.eks. tegningslæsning, udpakning, ombringning, mv.
- Tag stilling til om der er nogle arbejdsbesparende maskiner eller processer, som skal trækkes fra
- Overvej, om der skal være lærlinge blandt akkorddeltagerne. Det kræver naturligvis, at de får en ordentlig oplæring. Det er derfor vigtigt at afstemme med akkordholder, hvordan lærlinge vil blive benyttet på projektet
- Tag stilling til, om der kan eller skal anvendes arbejdsmænd. Hvis akkorden skal betale for arbejdsmændene, skal det aftales med akkordholderen inden akkorden startes op. Ellers betragtes arbejdsmænd som en ressource som virksomheden betaler for, og stiller til rådighed for akkorden for at fremme produktiviteten
- Det er erfaringen at mange akkorder gerne vil have en arbejdsmand til ikke-fagligt arbejde, dvs. oprydning, ombringning, varemodtagelse, etc.
- Hvis arbejdsmanden indgår som hjælper, og f.eks. trækker kabler, mv., skal han betales som en almindelig akkorddeltager, dvs. med samme løn som elektrikerne