Modulet består af 2 dele:
Del 1 handler om entrepriseret - AB 18 for praktikere. Du lærer om AB 18, og de regler der gælder i forbindelse med udbud, når du giver tilbud på en entrepriseopgave, forholdet til leverandører og bygherre, og "spilleregler" for samarbejdet med øvrige aktører under en byggeproces.
Læringen i denne del af modul 3 kommer du til at bruge på modul 4, hvor de juridiske rammer og regler for entrepriseopgaver uddybes og diskuteres nærmere.
Del 2 handler om mulighederne i el- og vvs-overenskomsterne for at indgå lokal- og akkordaftaler, som øger fleksibiliteten og fremmer effektivitet og produktivitet i større projekter eller entrepriseopgaver.
Rammer og regler er forskellige i de to overenskomster, som derfor bliver behandlet hver for sig.
Du kan vælge at koncentrere dig om den overenskomst, der er relevant for det fagområde, som du eller din virksomhed arbejder på. Hvis I udfører både el- og vvs-entrepriser, skal du naturligvis kende reglerne i begge overenskomster.
Læringen i denne del af modul 3 kommer du til at bruge på modul 5, hvor du lærer mere om, hvordan virksomheden kan bruge lokal- og akkordaftaler til at skabe større fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen.
Til hver del af modulet knytter der sig en række spørgsmål, som du bedes besvare skriftligt.
Spørgsmål og svar til del 1 (erhvervsret/AB18) medbringes på modul 4.
Spørgsmål og svar til del 2 (lokal- og akkordaftaler) medbringes på modul 5.
Øverst på siden kan du downloade et dokument med alle spørgsmål til hele modulet.
Det er vigtigt, at du bruger tid på at besvare spørgsmålene omhyggeligt, da de er en god "tjekliste" til dig selv på, at du har forstået indholdet korrekt.
Du bliver naturligvis ikke juridisk ekspert, når du har gennemgået modulet. Det er heller ikke meningen.
Meningen er, at du får et overblik over de regler og rammer, som gælder i det daglige arbejde, viden om, hvad du skal, må og kan gøre indenfor de eksisterende rammer, samt - ikke mindst - hvornår du bør søge råd og vejledning, enten fra specialister i virksomheden, eller hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Rigtig god fornøjelse.